Øjenvidner til rovdrift

Adressen er hemmelig, navnene må ikke nævnes, og at tage billeder af dem ville være direkte livsfarligt for de to karensk-burmesiske fyre på hhv. 26 og 24 år. De gemmer sig under jorden en halv times kørsel fra den nordthailandske by Chiang Mai. De er øjenvidner på rovdriftens skader i Burma, og tre gange måtte de flygte fra bevæbnede soldater under deres research i Burma, ligesom de er nødt til at skjule sig i Thailand.

 

Burma Støttegruppen mødte dem i januar, og de gav meldinger fra deres nylige, flere måneder lange researchrejse til fods gennem junglen. Deres område er Karen State i de østlige Burma, der grænser op til Thailand. Junglen er tæt, men det er skovdriften også, og det er både Burmas SPDC-styre, karenernes frihedsbevægelse KNU og korrupte thailandske forretningsfolk, der for tiden er ved at tømme junglen.

 

 

”Vi kan se mange skader efter skovrydningen i Karen State i Burma. Der bliver mere tørt, vandstanden i brøndene falder, og nogle steder tørrer brøndene helt ud. Folk mangler mad, fordi deres grøntsagshaver også får mindre vand, og vandet til rismarkerne er også mindre nærende, end det var før. De får altså mindre ris fra markerne, men styret kræver fortsat, at folkene skal give lige mange kilo ris pr. hektar i ”afgift” til militæret,” fortæller den 26-årige.

 

De arbejder for den karenske miljøorganisation KESAN (Karen Environmental and Social Action Network), der blev stiftet i 2001. Hvis deres arbejde bliver opdaget i Burma, vanker der årelange fængselsstraffe, og i Thailand er deres liv også risikabelt.

 

For det første er deres arbejde en torn i øjet på den omfattende tømmerindustri, hvor den mere skruppelløse part godt kan tænke kreativt, når kritikken skal forstumme.

 

Trods risikoen fortsætter KESAN alligevel sin research og sit sociale arbejde. Karen State er hærget af 56 års borgerkrig, der er et sekscifret antal interne flygtninge, fattigdommen er total, og behovet for at styrke lokalsamfundene er stor. Og ødelæggelserne af junglen, hvor også rige karenere er involveret, skal stoppes.

 

 

”Det burmesiske styre har siden 1996 ændret deres strategi for, hvordan træet skal hentes i junglen. Hvis de selv kom med deres lastvogne, ville de blive hærget af rasende lokale. I stedet allierer de sig med rige karenske firmaer, der også tjener penge på at hente træet. Disse firmaer har god kontakt både til styret og karenernes frihedsbevægelse KNU, og det medfører, at den lokale protest forstummer,” siger den 26-årige.

 

Ofte bruges elefanter til at slæbe træerne ud fra junglen, men det er ikke så idyllisk, som visse danske træfirmaer nævner på deres hjemmesider.

 

”Når elefanterne slæber stammerne, går de typisk langs med vandløbene. Men en elefant lægger jo afføring, og det gør ikke alene vandet udrikkeligt for de lokale landsbyer – vandet bliver så forurenet, at det giver udslet i huden, hvis man vasker sig i det,” fortæller den 26-årige, der selv har fået udslet af det elefant-hærgede vand. 

For eksempel skriver Internationalt Hårdttræ A/S på deres hjemmeside:

 

” …Takket være en fremsynet skovpolitik grundlagt i forrige århundrede af den kendte forstmand Dr. Dietrich Brandis, der arbejdede som leder af det daværende Burma Forest Department for dronning Victoria. Hans forstpolitik indeholdt de principper om bæredygtighed, som i dag er grundlaget for al skovproduktion i den industrialiserede verden. Det nuværende Myanmar (Burma) har forstået at fastholde denne politik og har hermed kunnet sikre verdenshandelen med TEAK.”

 

Danske trælast A/S, en anden storimportør af burmateak, skriver på deres hjemmeside:

”…Det er Danske Trælasts politik at bidrage til at støtte bæredygtig skovdrift ved al indkøb af trælast og træprodukter fra hele verden.”

 

Timberman, der bruger burmateak, skriver på deres hjemmeside, at”…Timberman anvender kun træ fra bæredygtigt eller certificeret skovbrug.”

 

Også Kircodan, der åbent indrømmer at producere burmateak-møbler, prøver også at berolige forbrugerne med tvivlsom dokumentation. Om burmateak skriver Kircodan på deres hjemmeside:

 

”… Træet sælges på auktioner i Yangon til købere fra hele verden. Fældning sker efter anerkendte selektionsprincipper. Der kan ikke fra kompetent side rejses tvivl om bæredygtigheden på det råtræ, vi indkøber i de thailandske eller europæiske skove. Nogle vil hævde, at vi burde ekskludere Burma som leverandør på grund af dets militærdiktatur; men det kan vi ikke, dels fordi vi ikke kan skaffe teak af tilsvarende kvalitet og dimension fra andre lande, og dels fordi et boykot ikke vil hjælpe landets befolkning eller skovene; tværtimod.”

 

 

 

KESAN’s leder, James (navn ændret, red.), kan hverken genkende ”bæredygtig skovdrift” eller  ”selektionsprincipper” i Burma. Han ser kun, at træet forsvinder efter de rene klondyke-metoder: ”Kun 15 procent af de såkaldt ”beskyttede skove” (reserved forests) er tilbage i Karen State. Resten er allerede skovet,” siger han.

 

”Vi har også eksempler på, at illegalt hugget træ kommer hen til legale savværker, og vupti, så er træet pludseligt legalt, og eksporteres altså ”lovligt”,” siger han.

 

Til gengæld straffes lokale hårdt, hvis de selv fælder træer til eget forbrug:

 

”Hvis folk fra landsbyerne fælder træer, og bruger det til fx at bygge deres hytter, er det forbudt. De bliver smidt i fængsel, hvis det bliver opdaget. Men hvis man fælder træet illegalt, og det går til eksport, så er det reelt ikke strafbart,” siger James.