Spørgsmål og svar om Burma

(april 2006)

Formanden for Den Danske Burma Komité, Anton Johannsen, og komitéens sekretær, Anette Berentzen, besvarer spørgsmål om situationen i Burma:

Hvorfor er Burma af betydning for dansk udenrigspolitik og for EUs relationer med Asien?

Fordi det burmesiske militærdiktatur snart har et halvt hundrede år bag sig, hvad der er aldeles uacceptabelt.

Mens store dele af det øvrige Østasien har løftet sig ud af den dybeste armod har tiden nærmest stået stille i Burma, siden militæret første gang tog magten i 1962.

Militærregimet har lovet befolkningen demokrati, men dets handlinger viser, at den lovede deltagelse i det, der skal ligne en forfatningsproces, udelukker landets største politiske parti og derudover blot har til hensigt at splitte landets mange etniske befolkningsgrupper.

Danmark og Europa har en stærk interesse i et Asien, der både bliver mere velstående og mere demokratisk. Men Burma har sat sig helt uden for pædagogisk rækkevidde og er kun i selskab med Nordkorea.

Diktatur og undertrykkelse er udbredt i mange udviklingslande. Så hvorfor en særlig dansk og europæisk interesse for Burma?

Fordi et stort flertal af den burmesiske befolkning ved et parlamentsvalg i maj 1990 viste, at de er indstillet på demokrati og at de i alt overvejende grad stemte på partier og politiske ledere, der har vist ærlig vilje til at fremme en fredelig overgang til demokrati i en samfundsorden, der bygger på moderne frihedsrettigheder.

Det sejrende parti fra valget i 1990 ønsker, at omverdenen, herunder EU, involverer sig i Burmas skæbne, for de tror ikke, at forandringerne kommer, medmindre det internationale samfund med EU og USA i spidsen er aktivt involveret i støtte til demokratibevægelsen.

Hvorfor kommer presset for forandring ikke fra Burmas nabolande i Sydøstasien?

Fordi der er uenighed blandt disse lande. Nogle går ind for høflig påvirkning, mens andre går ind for pres, men ingen af dem går ind for boykot, for der er jo penge at tjene.

Burma blev medlem af ASEAN-sammenslutningen i 1997, fordi datidens ledere i ASEAN-landene netop sagde, at forandringerne kun kunne realiseres, hvis Burma var medlem af den asiatiske ’klub’. Men det er som bekendt ikke sket, og i dag er der udbredt frustration hos nabolandene, som i stigende grad føler sig holdt for nar af juntaen.

En del af problemet er også, at ASEAN omfatter både demokratier og diktaturer – og enkelte, der er midt imellem. EU er en familie af demokratier – det kan man ikke sige om ASEAN. Lederne i ASEAN troede i 1997, da de optog Burma som medlem, at regimet ville forbedre sig og bevæge sig i retning af mere en mere normal styreform. Det er som bekendt ikke sket. De er forståeligt nok ydmygede.

(ASEAN-gruppen består af: Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien, Filippinerne, Brunei, Vietnam, Laos, Cambodja og Burma, red.)

Presset vokser nedefra

Vil det sige, at Burmas naboer nærmer sig enighed med EU og USA om sanktioner mod juntaen?

Der er voksende pres nedefra, især i de lande i ASEAN, hvor der er plads til en vis demokratisk debat. Presset kommer ikke mindst fra parlamentsmedlemmer i f.eks. Malaysia, men det behøver mere tid for at virke på de politiske eliter.

Man skal ikke glemme, at regeringerne i ASEAN er meget bevidste om, hvor vigtigt det er at holde sig på god fod med EU og USA. Ikke mindst den stadig mere globaliserede økonomi gør, at der i disse år udvikler sig et gensidigt afhængighedsforhold mellem Europa, Nordamerika og Østasien. Denne voksende integration bærer i retning af, at der formuleres flere og flere fælles mål landene imellem.

EU ønsker at arbejde frem mod en stadig større enighed med ASEAN om holdningen til forandring i Burma. I den sammenhæng er det interessant, da styret i Burma frasagde sig muligheden for at være formandsland i ASEAN et halvt år. Det var et eksempel på, at Europas bløde sanktioner virkede.

Burmas har to dominerende naboer, Indien og Kina. Er det ikke omsonst at forestille sig politiske forandringer i Burma, uden at disse to landes regeringer er indforstået?

Jo, og selvfølgelig kan den burmesiske junta spille den ene nabo ud mod den anden, og det gør den også, især indenfor områder som våbenhandel og samhandelsrelationer i øvrigt. Her har Kina overtaget, hvilket bekymrer Indien. Men noget af det mest fantastiske, der er sket i Asien i de senere år, er at de to gamle rivaler Indien og Kina har indledt et samarbejde og en dialog, der er meget løfterig.

Disse to giganter handler på livet løs, udveksler delegationer som aldrig før og er begge stærkt på vej til at blive frontløbere i globaliseringen.

Hvis denne proces fortsætter med at være positiv, vil Burma være en ubehagelig sten i skoen i vejen frem mod et mere velstående og samarbejdende Asien, som både landenes befolkninger og vi i Europa kun kan have en stærk interesse i.

Lyder det ikke vel meget af europæisk ønsketænkning fra Bruxelles?

Spørg internationalt orienterede erhvervsledere og politiske beslutningstagere i både Europa og USA. De er ikke i tvivl om, at det 21. århundrede bliver Asiens i den forstand, at en voksende del af den globale velstand får sit tyngdepunkt i Asien. Men det skal ikke være det afgørende argument i diskussionen om Burmas nutid og fremtid.

I snart ti år har det være en del af dansk udenrigspolitik at hjælpe den burmesiske demokratibevægelse til at fremme en fredelig og ublodig overgang til et moderne samfund med frihed, respekt for menneskerettigheder og med demokratiet som fundament.

Husly til flygtninge – og bistand til demokrati

Har de burmesiske eksilorganisationer bedt om denne hjælp fra Danmark og EU?
Absolut ja. Naboerne Thailand, Indien og Bangladesh har i forskelligt omfang givet husly til burmesiske flygtninge i mange år, især de mange etniske grupper, der traditionelt har levet i grænseregionerne. Men de har ikke hjulpet dem til at udvikle en demokratisk kultur – og det er lige nøjagtig her, at den danske indsats gør den positive forskel!

Langt de fleste af flygtningene huses i Thailand, hvor de har langt bedre materielle vilkår end i Indien og Bangladesh.

På det seneste er der opstået usikkerhed om mange af flygtningenes rettigheder og status i Thailand, hvor der er et voksende politisk pres for at få flygtningene sendt tilbage til Burma.

De områder i Indien og Bangladesh, hvor grupper fra Burma er flygtet til, har i mange år været præget af vold, uro og sammenstød mellem etniske grupper, hvoraf flere kæmper for løsrivelse eller autonomi, hvilket ikke er til hjælp for de mennesker, der er flygtet fra Burma.

Hvordan kan dansk og europæisk bistand på langt sigt hjælpe de burmesiske flygtninge, der lever i lejrene i Thailand?

Ved at sikre, at de ikke bliver glemt. Og ved at yde en bistand, der omfatter mere end medicin og fødevarer.

Den danske bistand handler om fremme af demokrati og menneskerettigheder på et ikke-voldeligt grundlag.

Har de burmesiske eksilgrupper overhovedet forudsætninger for at håndtere denne demokratibistand?

Nøjagtig de samme forudsætninger som i Indien, og de to nabolande fik selvstændighed fra britisk styre næsten samtidigt (1947-48, red.).

Både i Indien og i Burma var der store forhåbninger til en demokratisk udvikling dengang. I Indien er disse forventninger stort set blevet indfriet, i Burma det modsatte.

Man skal lægge mærke til, at det indiske demokrati bygger på en føderal forfatning, dvs. med udstrakt regional autonomi til delstaterne, og det har i store træk fungeret godt for Indien.

I sin tid var det den burmesiske uafhængighedsbevægelses ønske, at Burma skulle opbygges på en lignende føderal model, men der kom blodige politiske og etniske konflikter på tværs, så en demokratisk kultur i Burma fik den sværest tænkelige start.

Mange års konflikt

Hvad har været de store komplikationer i burmesisk politik gennem de 58 år, der er gået siden uafhængigheden?

I mange år var der splid og konflikt mellem de forskellige etniske og politiske organisationer fra Burma: Nogle gik ind for væbnet opstand mod militærjuntaen i Rangoon og andre havde siden landets selvstændighed i 1948 udviklet tradition for at føre partisankrig.

Særlig komplicerede blev konflikterne, når bevæbningen af partisanhærene byggede på indtægter fra illegal produktion og salg af opium og heroin.

Mange har hørt om den Gyldne Trekant (et område, der omfatter især det nordvestlige Thailand og det østlige Burma, dvs. Shan-staten), som i årtier var og stadig er en kilde til illegale narkotikaformuer. Så narkoproblematikken i Burma er nært forbundet med konflikterne om de etniske gruppers rettigheder i forhold til centralstyret i Rangoon.

I den bedste af alle verdener burde det være sådan, at når de etniske grupper i Burma en skønne dag får autonomi, fjernes også grundlaget for den illegale dyrkning af opium og dermed produktionen af heroin, der ender med at blive solgt til narkomaner i de rige lande.

Også i dette perspektiv har de vestlige lande en interesse i at fremme en fredelig løsning på de etniske konflikter i Burma.

Narkotikabaronerne

Risikerer bistand fra Danmark og andre vestlige lande at holde burmesiske narkotika-baroner ved magten?

Nej! For militærjuntaen i Rangoon har selvfølgelig haft en interesse i at få både narkotikaproduktionen og de skjulte formuer fra narkohandelen under kontrol.

Derfor indgik militæret op gennem 1990’erne en række våbenhvileaftaler med disse krigsherrer og narko-fyrster – med det resultat, at nogle af de værste af dem lever i sus og dus og under militærets beskyttelse, helt uden for det internationale retssystem. Med andre ord: nutidens virkelige narkotikafyrster er militærstyrets venner og allierede.

Modydelsen fra juntaens side for at yde disse kriminelle bagmænd beskyttelse har utvivlsomt været at hjælpe til med at få disse narkotikaformuer hvidvasket via andre aktiviteter i den burmesiske økonomi, f.eks. banksektoren og turisme-industrien.

Der er meget der taler for, at militærstyrets stærke satsning på turisme de seneste år har en klar sammenhæng med de gigantiske skjulte narkotikaformuer.

Så den organiserede charterturisme til Burma er med til at fremme hvidvaskning af narkoformuer?

Det er sandsynligt, om end det endnu ikke kan bevises. Men det er hævet over enhver tvivl, at Burma er en narkostat, og det bør rejsebureauerne i Danmark tænke over, inden de annoncerer for rejser til Burma.

Så hører det også med i billedet, at mange internationale investorer har trukket sig ud af Burma, de fleste af dem fordi de finder det håbløst at gøre forretninger med et så inkompetent og undertrykkende regime. Derfor har juntaen turismen at falde tilbage på.

Er turisme juntaens hovedindtægtskilde for fremmed valuta?
Overhovedet ikke, for antallet af turister, der kommer til Burma er uhyre beskedent, når man sammenligner med de antal, der besøger Thailand og andre sydøstasiatiske lande.

Af langt større betydning for juntaens økonomi er olie- og gasforekomsterne i havbugten ud for den burmesiske sydkyst.

Den ledende operatør her er det amerikanske energiselskab UNOCAL, men også det franske TOTAL har været med. Det franske olieselskab har store investeringer i Burma. Det er de investeringer, der hjælper militærstyret til at fastholde Burmas befolkning i et jerngreb.

I februar 2006 demonstrerede vi foran Norges ambassade på grund af Norges Oliefonds store aktiepost i TOTAL, for det hænger ikke sammen med, at Norge er en varm fortaler for demokrati i Burma. Den burmesiske demokratibevægelses radiostation har hovedkvarter i Oslo!

Hvad siger TOTAL?

Ledelsen af TOTAL anerkender, at der finder menneskerettighedsovertrædelser sted i forbindelse med virksomhedens rørledningsprojekter, men afviser, at det har noget med TOTAL at gøre. Ikke desto mindre betaler TOTAL fra tid til anden kompensation til f.eks. tvangsarbejdere eller deres familier angiveligt af humanitære grunde.

En stor del af olie- og gasproduktionen afsættes til Thailand, som dermed sikrer juntastyret en betydelig tilførsel af hård valuta. Den har juntaen brug for, bl.a. fordi dens satsning på masseturisme slet ikke er lykkedes i det omfang, som den havde planlagt.

Indtægterne fra olie og gas betyder så meget mere, fordi juntaens satsning på turisme har været en fiasko.

Turisme og boykot

Så kan danske rejsebureauer vel arrangere turistrejser til Burma, uden at det gør den store forskel?

Så enkelt forholder det sig ikke. Vi siger som lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Aung San Suu Kyi: at turisterne skal være velkomne, når de rette betingelser er til stede.

Det er de ikke, så længe militærstyret nægter elementære rettigheder til befolkningen og nægter at respektere det valgresultat, der blev opnået på demokratisk vis for 16 år siden.

Vi er bekymrede over, at turister rejser til Burma med en fuldstændig ukritisk holdning til forholdene i landet.

Nogle rejsearrangører hævder, at lidt kontakt til lokalbefolkningen kun kan gavne, men det er rent plat, dårlige undskyldninger og bortforklaringer! Det kan sammenlignes med, hvis danske rejsebureauer havde arrangeret rundrejser på Balkan, mens Slobodan Milosevic sendte sine dødspatruljer ind i Bosnien og Kosovo! Eller hvis man i dag vil arrangere såkaldte kulturrejser til Hviderusland, Zimbabwe eller Nordkorea!

Er der en risiko for, at Burma bliver et sydøstasiatisk Balkan med etniske udrensninger og en udvikling, der vil ligne det, som verden så, da det gamle Jugoslavien gik i opløsning i 1990’erne med borgerkrige og etniske udrensninger til følge?

Ingen med kendskab til Burmas historie siden uafhængigheden i 1948 vil benægte, at der er risici, der peger i den retning.

Militærstyret hævder endda, at de kontrollerer landet for at hindre, at det går som på Balkan i 1990’erne. Sagen er blot, at en ’balkanisering’ af Burma har været i gang, siden de burmesiske generaler første gang tog magten i 1962.

De etniske udrensninger, der sandsynligvis har kostet titusinder livet, har blot fundet sted i relativ ubemærkethed, fordi det burmesiske militær i mange år holdt landet næsten totalt lukket fra omverdenen.

Ingen i bredere internationale kredse vidste hvad der foregik, indtil den burmesiske økonomi brød totalt sammen i 1988, og militæret massakrerede tusinder af demonstranter og aktivister, der gik på gaderne og krævede forandringer.

Hvilken slags regime er demokratibevægelsen oppe imod? Er der tale om helt ordinært militærstyre?

Regimet er i særklasse grumt, paranoidt og uden for pædagogisk rækkevidde. Generalerne, deres korporaler og medløbere agerer, som om de eksisterer i en anden virkelighed og på en anden planet.

Her i foråret 2006 er styret ved at flytte hovedstaden fra Rangoon til et sted, der hedder Pyinmana. Det ligger ude på landet, næsten 400 km nordpå på vejen til Mandalay.

En europæisk kilde fortæller, at det går langsomt med byggeriet, fordi de sparsomme ressourcer anvendes til at anlægge et omfattende tunnelsystem og bygning af missilaffyringsramper, der bygges ind i bjergsiderne.

Missiler? De skal vel ikke bruges mod oppositionens aktivister?
Diktaturet har begrundet tunnel- og missilanlæggene med truslen om en amerikansk invasion!

Det amerikanske udenrigsministerium har som bekendt sat Burma på en liste over verdens værste slyngelstater, men Pentagon har at gøre i Irak og Afghanistan.

Men den fiktive trussel er blevet anvendt til en styrkelse af det burmesiske militær, hvor antallet af soldater er steget hastigt og nærmer sig en lille halv million mand.

Generalernes mål med at etablere den nye hovedstaden som en regulær forsvarsfæstning er at skabe et fysisk udtryk for en ekstern trussel med henblik på at få folket til at bakke op om et stærkt militærstyre.

Oprustningen tager jo penge fra midler, der kunne bruges på civile formål?
Ja, mon ikke!

Uddannelsessituationen er katastrofal, fordi kun ganske få børn får nogen særlig lang skolegang, og den generelle sundhedstilstand er meget dårlig på grund af en høj HIV/AIDS-rate, tuberkulose og malaria.

Faktisk er dette i sig selv blevet en regional destabiliserende faktor, fordi de flygtninge, der trods alt når ud af Burma til nabolandene udgør en stadig større smittekilde for befolkningerne dér. Det er med til at forklare, hvorfor ikke mindst myndighederne i Thailand vil af med de burmesiske flygtninge.

Hvad betyder udflytningen af hovedstaden for oppositionen?
Problemet er, at det er svært at få en folkelig modstand til at udvikle sig til en egentlig revolution, hvis hovedstaden ligger i et uvejsomt område langt væk fra, hvor der er større befolkningsgrupper bosat, og hvor denne hovedstad ydermere er en regulær fæstning, som det vil være umuligt at indtage uden brug af våben, som befolkningen ikke råder over.

Pres for løsrivelse

Kernen i Burmas konflikt siden 1948 har været centralstyrets ønske om at opretholde magt i modsætning til mindretalsgruppers ønske om frigørelse eller direkte løsrivelse. Støtten fra Danmark, EU og USA til den burmesiske demokratibevægelse kan vel ikke undgå at styrke de kræfter, der i årevis har krævet løsrivelse fra centralstyret?

Grundlaget for den danske og vestlige støtte er princippet om ikke-vold og konfliktløsning ved forhandlingsbordet – helt i overensstemmelse, hvad vinderen af parlamentsvalget i 1990, nobelpristageren Aung San Suu Kyi og hendes parti NLD, har stået fast på, siden hun begyndte at involvere sig i kampen for demokrati og menneskerettigheder tilbage i 1988.

De bærende principper for det arbejde, som Den Danske Burma Komité udfører blandt de eksilburmesiske grupper, fortrinsvis i Thailand, har været forsoning og dialog mellem de grupper og organisationer, der tidligere har rivaliseret eller måske direkte bekæmpet hinanden.

Med andre ord handler den danske støtte i allerhøjeste grad om at forhindre en balkanisering af Burma og sikre, at når militærstyret en dag slipper tøjlerne, så undgår burmeserne at blive kastet ud i kaos og voldsudgydelser.

Føderalisme i stil med Indien kan være den model, der hindrer, at det går Burma som det gik Jugoslavien i 1990’erne. Her ligger nøglen til et Burma, hvor folkeslagene lever i fredelig sameksistens.

Hvordan kan der opstilles garantier for fredelig sameksistens i et land, der stort set aldrig har oplevet hverken fred eller demokrati?

Det kan der heller ikke. Men forebyggelse er bedre og billigere end helbredelse, som udviklingen i det gamle Jugoslavien alt for tydeligt demonstrerede.

Den danske indsats har meget handlet om at forpligte de burmesiske eksilorganisationer til principperne for fredelige løsninger på konflikter, opbygning af ansvarlige og repræsentative civilsamfund og uddannelse i demokratisk læring.

Adskillige gange har udviklingseksperter analyseret indsatsen – og hver gang har den danske indsats fået fine karakterer. For et land af Danmarks størrelse giver det mening at være en supermagt på bløde værdier – demokrati, civilsamfund og fredelig konfliktløsning. Men lad os nu ikke glemme, at vi hjælper burmeserne i et tæt samarbejde med vore partnere i EU.

Er der fuldstændig enighed i EU om politikken over for Burma?

Ikke altid. Danmark har sammen med Storbritannien ligget tættest på den linje, som oppositionslederen Aung San Suu Kyi og hendes parti Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) står for.

De gange, der har været uenighed i EU, har de dansk-britiske synspunkter gået af med sejren. Det betyder, at EU i mange år har haft en fælles holdning til sanktioner mod juntaen.

Sanktioner

Hvilke sanktioner? Er det forbudt for europæere at investere i burmesisk økonomi?

Nej. EU-sanktionerne er meget bløde sammenlignet med de amerikanske.

EU forbyder våbensalg til Burma og der er visse restriktioner med at give besøgsvisum til repræsentanter for juntaen. Dog ikke mere end hvis EU føler, at det giver mening at tage en forhandlingskontakt til militærjuntaen, så kan der udstedes visum.

De amerikanske sanktioner er langt hårdere. Amerikansk erhvervsliv må overhovedet ikke investere i Burma.

EU har nu et forbud mod navngivne burmesiske statsejede selskaber, men her er problemet, at TOTALs partner, Myanmar Oil and Gas Entrerprises endnu ikke er på denne liste. Det sker forhåbentlig snart!

Men et stort amerikansk energiselskab deltager i udvinding af burmesisk olie og gas?

Præsident Bill Clinton fik amerikanske investeringer i Burma forbudt ved lov i 1997, men da havde UNOCAL allerede været i gang i flere år. Og det amerikanske forbud omfattede ikke de investeringer, der var foretaget inden 1997.

Men amerikanerne er gået videre siden: Præsident George W. Bush skærpede for et par år siden den amerikanske kurs over for Burma ved at forbyde import af burmesiske varer, og det ramte især den burmesiske tekstilindustri.

Det har vel blot betydet, at de burmesiske producenter er blevet endnu mere afhængige af naboerne Kina, Thailand og Indien?

Det er uundgåeligt. Ethvert land, uanset om det er et diktatur eller et demokrati, vil handle mest med sine naboer. Sådan er det også i Europa.

Så man kan argumentere for, at de vestlige sanktioner mest tjener til at minde resten af Asien om, at tilstandene i Burma er alt andet end normale. Sat på spidsen kan man endda sige, at de mest kyniske politiske og økonomiske kredse i især Kina og Thailand har en interesse i, at Burma fortsætter med at blive holdt nede i fattigdom og undertrykkelse.

Hvordan?

Fordi de kan bruge Burma som leverandør af billige råvarer.

I 1950’erne var Burma betydeligt mere velstående end både Kina og Thailand, i dag er rollerne byttet om.

De mest grådige erhvervsfolk i Thailand og Kina vil gerne have fat i tømmer, ædelstene, fisk og andre værdier i Burma. I det nordlige Burma er der gennem årene foregået en betydelig indvandring af kinesisk arbejdskraft og småhandlende. Vi tror, at der her ligger et politisk og socialt minefelt, som kan udløse spændinger og konflikt.

På sidelinjen

Verden står stadig med en konflikt, som virker fuldstændig fastlåst?

Siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 og invasionerne af Irak og Afghanistan, er konflikterne i Burma sat ud på den internationale sidelinje ganske som så mange andre. Men den danske og europæiske indsats giver mening, fordi den satser langsigtet og helt har fravalgt de militære instrumenter som redskaber.

Ingen ved sine fulde fem kan forestille sig en militær løsning i Burma, så længe juntaen læner sig op af stormagten Kina og får hovedparten af sine våben herfra.

Så igen: Kina kan blokere for enhver tænkelig forhandlingsløsning?
Vi mener, at Kina langsomt men sikkert bevæger sig i retning af en større international ansvarlighed i kraft af sin moderniseringspolitik og sit voksende internationale engagement med både EU, Indien og USA.

Ledende personligheder i den burmesiske demokratibevægelse har sagt, at på det lange sigt er et ustabilt og undertrykkende Burma ikke i Kinas interesse.

Der er faktisk tegn til, at Kina diskret presser på for en løsning i Burma, der bygger på dialog og inklusion af de kræfter og grupper, der i så lang tid har været uenige. Og at der også skal gives plads til demokratibevægelsen i en kommende regering.

Overordnet handler det altså om at få EU, USA og Kina til at nå frem til en slags forståelse om en løsning i Burma?

Præcis. Og det behøver ikke at tage sig fuldstændig urealistisk ud.

I konflikten om Nordkorea og dets atomkapacitet har der gennem de sidste ti år udviklet sig en overraskende overensstemmelse mellem USA, Kina og EU.

Faktisk er der tegn til, at USA, Kina, Indien og EU nemmere vil kunne finde hinanden i en indsats for en løsning i Burma sammenlignet med hvor store modsætningerne er, når det gælder f.eks. Iran.

En løsning i Burma ville kunne betyde, at USA kunne bruge flere kræfter på at få løst problemerne med Nordkorea og Iran.

Men Danmark fylder ikke meget i det store billede omkring Burma?

Jo, i demokratibevægelsen og den mener vi repræsenterer Burmas fremtid.

Ingen kan beskylde Danmark for at have interesser i at gøre gamle regnskaber op i Burma. Juntaen er specielt vred på Storbritannien, fordi de ser et slags hævnmotiv hos den gamle kolonimagt, der forlod Burma på en noget uelegant måde. Men Danmark kan siges at have en del af sin udenrigspolitik byggende på idealer, der har med menneskerettigheder og fredelig konfliktløsning at gøre.

Vi bliver kendt hos yngre burmesere – dem der forhåbentlig skal forme fremtidens Burma – for at sende lærebøger frem for at ankomme på larvefødder. Vi er temmelig sikre på, at Danmark i denne sammenhæng bliver husket for det gode. Det er vigtigt at huske på i disse Mohammed-tegnings-tider.

Burmesere i Danmark

Er der flygtninge fra Burma, der er bosat i Danmark?

I 2005 havde Danmark 605 indvandrere og flygtninge fra Burma. De er ankommet via de såkaldte FN-kvoter.

Mange af dem arbejder hårdt på at lære at tale dansk og gøre sig parate til det danske arbejdsmarked. Vi er helt sikre på, at disse få grupper og familier vil glide relativt lydefrit ind i det danske samfund, ganske som vi i sin tid har set det med kinesere og vietnamesere og andre fra den østasiatiske kulturkreds. Burmeserne er hovedsaligt buddhister, der mere end noget andet er kendt som en frisindet og tolerant trosretning, der fint kan leve i sameksistens med dansk kristendom.

Alligevel kan det være svært at se en særlig dansk interesse i at gøre en indsats for demokrati og menneskerettigheder for denne undertrykte befolkning - andet end at hente flere burmesiske flygtninge til Danmark?

Det er da så kun fordi Burma lige for tiden overskygges af alle problemerne i Irak! Vi kan ikke bebrejde medierne, at de retter hovedparten af opmærksomheden mod Irak, Afghanistan og bekæmpelsen af international terrorisme.

Hvad angår indsatsen for demokrati og forsoning i Burma, så hører det med, at vi er nødt til at arbejde diskret, fordi de thailandske myndigheders tolerance over for eksilburmeserne svinger alt efter hvem der er ved magten i Bangkok. Set over det lange tidsperspektiv må vi konstatere, at de thailandske myndigheder har været generøse over for de burmesiske eksilgrupper.

Mange etniske burmesere er diskret og stilfærdigt blevet integreret i det thailandske samfund. Selv de, der lever i lejre, har langt bedre vilkår end det kendes fra flygtningesamfund i andre dele af verden.

Men naturligvis er det et problem, at mange burmesere overlever på underbetalt arbejde i Thailand og at nogle burmesiske kvinder og piger ender på de lokale bordeller i thailandske provinsbyer.

Her er det bedste håb, at Burma får en løsning, der gør det attraktivt for disse grupper at vende tilbage til det land, de er flygtet fra. Når det er sagt, så er vi sikre på, at de burmesiske flygtninge i Danmark vil klare sig rigtig godt.

Bag Den Danske Burma Komites virksomhed står ikke mindst arbejderbevægelsen. Men landbrugslandet Burma, som er ludfattigt, kan næppe have en særlig stor arbejderbevægelse?

Den Danske Burma Komité har sine organisatoriske og historiske rødder i arbejderbevægelsen, ja, men der er sandelig tætte bånd til kristne aktivister gennem et robust samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Ligeledes samarbejder vi fortræffeligt med Rehabiliteringscenteret for Torturofre.

Endelig skal det ikke glemmes, at komiteen involverer aktivister, der hovedsalig kommer fra universitetsmiljøet.

Men igen, dansk LO fylder meget i denne solidaritetsindsats, og der findes vel knapt en fagbevægelse i Burma?

Den får de forhåbentlig en dag!

Burma er potentielt rigt. Fattigdommen skyldes militærets misrøgt og plyndring af landets ressourcer. I mellemkrigstiden, da Burma var en region under Britisk Indien, var Burma et spisekammer, hvor briterne hentede fødevarer, når en høst var slået fejl et sted i Indien.

Lad os ikke glemme, at dansk og europæisk arbejderbevægelse bygger på et sæt af demokratiske principper og idealer om social balance og lighed for loven, som i mellemkrigsårene var noget nær revolutionerende for store dele af verden.

I dag er disse principper så universelle, at de kan overføres til lande og kulturer uden for Europa. De kan sagtens spille sammen med de globale tendenser i retning af en mere liberal og åben verdensorden, så længe de sociale perspektiver fastholdes.

Når Burma engang bliver demokratisk, vil en sand succeshistorie folde sig ud, og vi ser gerne, at Danmark og EU kommer til at spille en rolle her. Vi tænker lidt som asiaterne – på det lange sigt.

Den danske politiske og faglige model som eksportartikel - er det, hvad vi taler om her?
Hvorfor ikke? Se blot på de demokratiseringer, der er gennemført i tidligere autoritære lande som Sydkorea og Indonesien. Glem heller ikke det Indien, som har demokratiske traditioner og frihedsidealer, der går helt tilbage til 1947, da både Indien og Burma stod midt i en frihedskamp.

For Indien er det gået godt, og resten af verden nyder i dag godt af, at Indien er en aktiv medspiller i kampen om at give globaliseringen et menneskeligt ansigt.

Så hvad stiller vi op med det Burma, hvor en militær klike, der på alle måder er imod globaliseringens værdisæt, viser resten af verden et temmelig umenneskeligt ansigt. Har vi ikke et ansvar for at hjælpe en nødstedt befolkning, der beder os om assistance?

Det sydafrikanske fortilfælde

EU og USA vil gerne gøre en positiv forskel – med fredelige midler. Har vi en situation, der minder om Sydafrikas frem til apartheidsystemets afskaffelse?

Ja, der kan da peges på mange ligheder. Sydafrika havde Nelson Mandela og Burma har Aung San Suu Kyi - to berømte modtagere af Nobels Fredspris.

Da Danmark og de nordiske lande begyndte at hjælpe ANC (det nuværende sydafrikanske regeringsparti, red.) var der også kritikere herhjemme, der brølede op og mente, at slummen i Soweto kunne sammenlignes med parcelhuskvartererne i Ølstykke! Det er da der vist nogle danske politikere, der gerne vil glemme i dag.

Men igen: kampen for frihed og demokrati i Burma tage sig noget udsigtsløs ud.

Det er slet ikke det, vi hører, når vi taler med de eksilburmesiske grupper. Det er ingen overdrivelse at tale om et værdifælleskab, der går på tværs af kontinenter.

Støtten til den demokratiske bevægelse i Burma er fuldstændig utvetydig i den amerikanske Kongres – her er ingen skænderier, som når snakken handler om Irak!

EU-parlamentet er også fuldstændig klar i mælet, når det gælder den fornyelse af sanktionerne mod den burmesiske junta, som er på dagsordenen hos Ministerrådet hvert år.

Sammenholdt med indsatserne på Balkan, i Afghanistan og i Irak koster den danske indsats for den burmesiske demokratibevægelse kun ganske lidt i kroner og øre.

Det er vel utænkeligt at forestille sig, at noget af den danske og europæiske bistand går til nødstedte inde i selve Burma og ikke kun dem, der lever i relativ beskyttelse i Thailand?

En sådan form for støtte er ikke udelukket. Der er store områder i Burma, som er uden for militærets kontrol. Problemet er selvfølgelig sikkerhedsmæssigt: hvordan får man adgang til områder, hvor der er dårlig infrastruktur.

I vores projekt forventer vi at kunne levere skolebøger og medicin til op mod 1 million inde i Burma. Hjælpen går til de intern fordrevne i de etniske områder i Burma, og den går uden om regimet, da de ikke har kontrol over disse områder.

Til sidst, hvor kalder I landet for Burma og ikke det officielle navn Myanmar?

En navneforandring skal afgøres på demokratisk vis af befolkningen, ikke dikteres af en militærjunta.


Tilbage	Til top

Islands Brygge 32D - 2300 København S - Tlf. +45 35 24 60 00 - E-mail: solidaritet@lo.dk