Vejkort for en politisk fremtid

 

I korthed går SPDC’s model ud på at få vedtaget en ny forfatning af det Nationale Konvent, som i begyndelsen af 1990’erne blev indkaldt for at sammensætte en ny forfatning. Forsøget blev af oppositionspartiet NLD set som et forsøg på at stjæle den valgsejr, som partiet opnåede i maj 1990. Frygten er, at med indkaldelse af et nyt konvent vil NLDs ledere enten stadig blive forhindret i at deltage eller af egen drift afgøre, at konventet ikke fører til en demokratisering og blot er et forsøg på en ‘del og hersk’ strategi fra juntaens side. Og derefter vil de trække sig ud.

 

17 etniske grupper, som har indgået våbenhvile-aftaler med juntaen, har allerede sagt ja til at sende deltagere til konventets møder, men mange har sat betingelser for at være med. Sammenlagt ni partier, som deltog i valget 1990 under paraplyorganisationen UNA (United Nationalities Alliance) har direkte afslået juntaens invitation.

 

Der hersker som nævnt uklarhed om NLDs holdning, fordi dets ledere har været arresteret siden 30. maj og derfor ikke har kunnet holde et samlet møde for at tage stilling.     

                         

 

Ifølge de vedtægter, der gjaldt for det første Nationalkonvent, der var indkaldt 1993-96 og blev indstillet efter en boykot fra NLDs side, skal

 

konventet have 702 deltagere for at være beslutningsdygtigt. Under det første konvent var færre end 20 procent af deltagerne valgte parlamentsmedlemmer fra valghandlingen i maj 1990. Juntaen satte sig forlods på 555 af pladserne: 212 blev tildelt etniske mindretals-grupper, 93 var bonderepræsentanter, 44 var arbejdere, 90 offentligt ansatte, 35 såkaldte teknokrater, 53 særligt inviterede og 28 kom fra kvindeorganisationer.

 

Kun 147 var fra politiske partier, heraf 99 folkevalgte. Styrkeforholdet var mildt sagt skævt og blev opfattet som en regulær tilsidesættelse af det eneste demokratiske valg i det moderne Burmas historie.

 

Konventets vedtægter fastsatte imidlertid, at forsamlingen kun var beslutningsdygtigt med mindst halvdelen af de delegerede til stede, så da NLD og andre folkevalgte trådte ud - og mange andre slet ikke var mødt op - måtte konventet indstille sit arbejde.

 

Ifølge radiostationen Democratic Voice of Burma har en talsmand for de etniske grupper i UNA-alliancen sagt, at det kommende konvent kun kan træde sammen, hvis NLD og de etniske grupper beslutter sig for at gå med.

Burmas fremtidige forfatning var også et af emnerne i Burmakomitéens årlige workshop, som blev blev holdt i slutningen af november (2003) i Thailand.

 

Workshoppen havde deltagelse af bl.a. Chao-Tzang Yawnghwe, som er en prominent deltager i det burmesiske eksilsamfunds debat om landets politiske fremtid.

 

Yawnghwe analyserede efterfølgende den aktuelle forfatningsdiskussion således:

 

Det centrale dilemma er, om der kan skabes en hjemmelavet løsning på konflikten eller om international deltagelse er en forudsætning for at komme videre.

 

Han noterer, at en betydelig del af den demokratiske eksilbevægelse nu har konkluderet, at begivenhederne 30. maj (overfaldet på Suu Kyis bilkortege og den efterfølgende arrestation af ledelsen i NLD) ikke

 

 

længere gør en ‘hjemmelavet’ løsning mulig. De finder ikke længere grund til at tro på nogetsomhelst, der formuleres af juntaen og er derfor åbne over for alt andet - herunder en international intervention i stil med, hvad der gennem de senere år er sket i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak!

På den modsatte front er der fremdrift bag det synspunkt, at en løsning skal findes i et samspil mellem Thailands regering og juntaen, og at formlen for en demokratisering hedder et ‘vejkort’.

 

Thailands kontroversielle regeringschef, Thaksin Shinawatra slutter op bag juntaens forslag til et vejkort, uagtet at det ikke har mange detaljer og at dets realisering er tvivlsom. Men Yawnghwe peger samtidig på, at Thaksin bag kulisserne har presset på både for at få de væbnede etniske mindretalsgrupper til at acceptere en fredsaftale, og at få de to magtfulde naboer, Kina og Indien, til at slutte op om processen.

 

Interessant nok har de etniske grupper, der samarbejder inden for rammerne af paraplyorganisationen ENSCC (Ethnic

Nationalities Solidarity and Cooperation Committee), og som omfatter ikke-burmanske etniske grupper, udarbejdet deres eget ‘vejkort’, som blev offentliggjort i september, kun få dage efter, at juntaen lagde sit udspil frem.

 

ENSCCs forlag går ud på, at den siddende regering samarbejder med FN og større magter, incl. ASEAN-landene og EU om at etablere en forfatningsgivende forsamling, der planlægger nyvalg inden for rammerne af et føderalt politisk system.

                            

Alt sammen lyder det rigtigt og logisk - men det afgørende er selvfølgelig: hvem skal deltage i processen og hvordan vælges deltagerne. FNs generalsekretær Kofi Annan har været blandt de første til at pege på, at hvis ikke Aung San Suu Kyi og NLD er deltagere og at processen bliver gennemskuelig og demokratisk, giver et ‘vejkort’ ikke megen mening.

 

Men hvis Thailands regeringschef får overbevist både juntaen og dens modstandere om, at en regional konference med bl.a. Kinas deltagelse kan være det, der skal til for at bryde isen, kan juntaens ‘vejkort’ få en form for legitimitet, som den i øjeblikket mangler.

 

 

Hvad der er særligt interessant, skriver Yawnghwe, er at Burmas naboer er i gang med at afkoble Burma fra de internationale fora, dvs. først og fremmest det FN-spor, som EU og USA har holdt sig til. Lykkes dette, kan det betyde, at både NLD og den etnisk-burmanske opposition vil modsætte sig at blive inkluderet i en juntasstyret proces for et ‘vejkort’ og en ‘hjemmelavet’ løsning. Mens de etniske mindretal hurtigt kan blive splittet mellem pragmatikere, der vil give juntaen et forhandlingsforsøg og de kritikere, der vil afvise

regimets model som et forsøg på nok engang at føre ‘del og hersk’ politik.

 

Næsten uundgåeligt vil der atter komme splittelser og opbrud i den demokratiske eksilbevægelse, hvilket dog ikke behøver at resultere i endnu en fastlåsning. Det skal nemlig erindres, at alle organisationer inden for demokratibevægelsen er tihængere af en model byggende på trepartsforhandlinger og en demokratisk forhandlet overgang til en føderal statsmodel.

 

Chao-Tzang Yawnghwe konkluderer: ‘Splittelser inden for både demokratibevægelsens som militærets rækker er uundgåelige. Sådan er det i alle processer, som er dynamiske og som altså ikke går i stå eller i forfald. Nøglen til fremskridt består i ledernes kapacitet til at bygge broer og indgå kompromisser og tilpasse sig forandrede situationer - og mere end noget andet: at skabe en politisk enhed om et samfund af forskellighed (...) politisk forandring og fremme af national forsoning i Burma afhænger nu af, om FN, USA, EU og andre stiltiende vil acceptere, at den hjemmelavede løsning får en chance eller om de vil forsøge sig med alternative initiativer.’