2003: Baglæns udvikling i diktaturets Burma

Atter er mange håb om en snarlig demokratisering af de politiske tilstande i Burma blev kvalt. BurmaNyt gør status over et turbulent år.

 

 

Optimisterne har i 2003 haft det svært i vurderingerne af Burma, og det generelle billede her ved udgangen af året er præget af sortsyn grænsende til det fortvivlende.

 

Status er, at militærjuntaen sidder relativt uforstyrret ved magten, bakket op i varierende omfang af sine naboer. ASEAN-landene anført af Thailand har ikke mistet lysten til samhandel og investeringer og tror på, at et øget økonomisk samarbejde kan få juntaen til at bløde op i spørgsmålet om menneskerettigheder og indførelse af demokrati. Kina fortsætter med at levere våben til Burma, afviser udenlandsk ‘indblanding’ og accepterer uden reservationer juntaens påstande om, at en politisk løsning ikke er så forfærdelig langt væk.

 

På internationalt niveau er holdningerne så forskellige som nogensinde. USAs konfrontationslinje over for juntastyret er så barsk, som den kan blive. Kongressens vedtagelse i sommer af et totalt importforbud har angiveligt ført til lukning af halvdelen af Burmas tekstilfabrikker. De multinationale virksomheder fortsætter med at trække sig ud af det juntastyrede land. Senest er det giganten PriceWaterHouse Cooper, der har afhændet sine interesser i landet.

 

FN’s særlige udsending, Razali Ismail, er vendt tilbage og er blevet fulgt af samme organisations menneskeretsudsending, Paulo Sergio Pinheiro. Juntaen har  imødekommet kravene fra FN ved at løslade fem medlemmer af oppositionspartiet NLDs topledelse, men ikke dets leder Aung San Suu Kyi og tre af hendes nærmeste rådgivere fra partiledelsen, som fortsat er arresteret eller tilbageholdt.                             

Suu Kyi er tilbage i den husarrest, som hun blev løsladt fra i maj 2002, mens partiets viceformand, eksgeneral og fhv. Forsvars-minister, Tin Oo, sidder fængslet i byen Kalay nær den indiske grænse. To andre fra parti-ledelsen menes at sidde i husarrest eller fængsel i hovedstaden Rangoon.

 

Ved afslutningen af sit besøg 24. november sagde Paulo Sergio Pinheiro, at Suu Kyi ‘afviser privilegier’ (dvs. sin egen frigivelse), medmindre alle fanger, der blev arresteret 30. maj, løslades. Pinheiro forklarede efter sit besøg, at 153 blev arresteret af myndighederne efter et overfald på den bilkortege, Suu Kyi befandt sig i under en rejse i det nordlige Burma, og at 27 af disse stadig sidder bag tremmer.

 

Politisk er Burma således rullet tilbage til en tilstand, der minder om perioden 1989-95, da Suu Kyi sad i husarrest i familievillaen på University Avenue og som gentog sig i to år, da hun blev arresteret i 2000 efter et forsøg på at

forlade Rangoon. Som dengang er NLDs partikontorer over hele landet blevet lukket.

 

Er der forhandlinger? Juntaens viceudenrigs-minister Khin Maung Win erklærede i november, at den har regelmæssige kontakter med Suu Kyi. Disse oplysninger har ikke kunnet bekræftes fra anden side. Militæret kontroller al kontakt med Suu Kyi.

 

Pinheiro sagde videre efter sit besøg, at han har juntaens ord for, at ‘restriktionerne’ mod Suu Kyi ikke er ‘permanente’ og at de vil ophøre på et

‘passende tidspunkt’. Med andre ord: der opereres med muligheden for en frigivelse af nobelpristageren før eller siden.

 

De fem frigivne medlemmer af NLDs centrale styrelsesråd, der alle er i alderen 71 til 81, sagde samstemmende efter løsladelsen, at de vil fortsætte arbejdet for demokrati i Burma og at de vil overveje det forslag til et ‘vejkort’, som juntaen har lagt frem i sommer. Men partiledelsen har næppe haft mulighed for samlet at drøfte forslaget, og Suu Kyi har ikke offentligt ytret sig om spørgsmålet.

 

Nyunt Wai, 71, sagde, at NLDs ledelse altid har krævet forhandlinger på ‘basis af lighed og som frie personer’. Og han tilføjede, at ‘vi er her for at gennemføre et program for befolkningen og ikke et program, der er dikteret’ og mindede om, at NLD med stor majoritet vandt et frit parlaments-valg i maj 1990.

 

Udover de resterende 27 af de 153, der blev arresteret efter begivenhederne 30. maj, sidder der i Burma mindst 1300 politiske fanger, som FN-udsendingen også krævede løsladt.

 

 

Overfaldet og arrestationerne i maj førte mange til at antage, at både de vestlige lande og deres traditionelle allierede i Sydøstasien vil vende sig skarpt mod juntaens politik, men realiteten er, at splittelsen er større end nogensinde. USA, EU, Canada og senest Japan går i varierende grad ind for sanktioner, mens Thailand har stillet sig i spidsen for økonomiske samarbejdsprogrammer, der skal fremme økonomisk vækst og investeringer i Burma.

 

En diplomat i Rangoon, sagde for nylig til det franske nyhedsbureau, at de asiatiske lande tror på, at kun samarbejde kan fremme forandringer i Burma. Landets junta kan derfor regere i sikker forvisning om, at den ikke behøver at komme med politiske indrømmelser, fordi alle naboerne har en interesse i at komme ind i landet for at udnytte dets enorme potentiale: fødevarer, ædelsten, naturgas, olie, skovbrug - kort sagt, alt det, som Burma har til overflod.

 

Incitamenterne for naboerne er så meget større, fordi de skærpede sanktioner, som den amerikanske Kongres vedtog i sommer, har ramt

den burmesiske økonomi hårdt. Kongressen vedtog et importforbud, som præsident Bush prompte underskrev. Det rammer først og fremmest den burmesiske tekstileksport til USA, som havde en værdi af 350 millioner dollar.

 

Eksperter vurderer, at halvdelen af Burmas godt 300 tekstilvirksomheder er lukket som konsekvens heraf.

USA har også vedtaget et forbud mod dollartransaktioner med Burma, hvorefter juntaen er gået over til afregne i euro. Dette skifte har næppet bidraget meget til at afbøde virkningerne af den omfattende krise i banksektoren, der lammede den burmesiske økonomi i begyndelsen af året.

 

Hertil kommer virkningerne af sanktionerne. Det kan diskuteres, i hvor høj grad det er opfordringerne til sanktioner, der får store multinationale virksomheder til at forlade Burma eller det er de respektive firmaledelsers erkendelser af, at det ganske enkelt er umuligt at få forretningsaktiviteter til at køre fornuftigt i et land, hvis økonomiske struktur har mindelser om Sovjetunionen.

 

Tilsyneladende behøver det internationale erhvervsliv ikke mange protester eller megen overtalelse til at forlade Burma.

I midten af november meddelte et af verdens helt store tobaksfirmaer, British-American Tobacco (BAT), at det havde efterkommet en anmodning fra den britiske regering om at trække sig ud af Burma. BAT solgte derefter 60 procent af sin ejerandel af en tobaksfabrik i Burma til det firma i Singapore.

 

Men når et vestligt firma trækker sig og efterlader et hul i den burmesiske økonomi, fyldes dette hurtigt ud af asiatiske konkurrenter. Således skete det også i energisektoren, da det britiske selskab Premier Oil tidligere i år solgte sin del i gasfeltet Yetagun, hvorefter det malaysiske Petronas omgående rykkede ind og overtog, hvad Premier Oil havde ejet.

 

‘Hver gang et vestligt firma forlader Burma, kommer der et asiatisk og fylder pladsen ud’, siger en diplomat i Rangoon. og det er i

allerhøjeste grad olie- og gassektoren, der har nabolandenes interesser. Ligeledes i november underskrev Thailand’s dominerende

energiselskab PTT en aftale med Burma om at påbegynde udvinding af naturgas. Aftalen er 15.8 millioner værd for burmeserne.

 

Den vestlige sanktionspolitik fører med andre ord til en ‘asiatisering’ af Burmas økonomi.