Printvenlig Kontakt

Burmas alternative seminar holdt i Thailand

 

Eksilgrupper enige om de vigtigste prinipper for en ny forfatning i Burma. Det kom frem på et seminal i Thailnad arrangeret af Den Danske Burma Komité.

Mens den burmesiske junta med mere eller mindre udtalt pression samlede deltagere til et såkaldt forfatningskonvent i maj gennemførtes under mere diskrete forhold et seminar i Thailand for eksilgrupper, hvor temaerne var demokrati, forfatning og national forsoning. Arrangør var Den Danske Burma Komité, og seminaret var finansieret af det danske udenrigsminsterium.
  
En af seminarets hovedtalere var den danske ambassadør i Thailand, Ulrik Helweg-Larsen. Hans tale til deltagerne bringes i uddrag nedenfor. Generalsekretær i Den Danske Burma Komité, Anette Berentzen siger om seminarets formål og gennemførelse:
 
’Der var mange gode diskussioner og deltagerne syntes at være meget tilfreds med seminaret. Det var også vores indtryk, at der var en stor enighed om målsætningerne for fremtiden blandt alle grupperne, og der var også et fælles ønske om, hvordan seminaret kunne blive fuldt op. Efter alt at dømme kan vi i efteråret holde et opfølgningsseminar, hvor spørgsmålet om en ny forfatning kan blive yderligere uddybet’.
 
Anette Berentzen forestiller sig, at næste konference kan diskutere og formulere indholdet af en fælles national aftale for de værdier og målsætninger, der bør være for forfatnings-arbejdet. Konferencen bør kunne tage et spadestik dybere end det netop afholdte seminar og udarbejde en fælles aftale om, hvordan en virkelig forfatning bør se ud – i modsætning til juntaens. Det er vores indtryk fra seminaret, at dette nu kan lade sig gøre.
 
Deltagerne udtrykte også behov for et alternativt nationalt konvent, som kan bruges som alternativ til juntaens nuværende konvent, som ikke ser ud til føre til noget – og i hvert fald ikke er repræsentativt, da ingen af de politiske partier deltager. Lige nu er det vanskeligt at forudse, om det igangværende juntakonvent vil føre til noget, da det afhænger af, om de fleste af våbenhvile-grupperne vil deltage hele vejen igennem.
 
’En konference om at formulere en fælles aftale om forfatningen – både på det føderale og det statslige niveau -  kan bidrage til, at den samlede opposition opstilleder et klart alternativ til det nuværende nationale konvent’, siger Anette Berentzen.
 
’Det er vores indtryk, at en sådan aftale også ville kunne dække holdningerne fra oppositionen inden i Burma, da kontakterne og konsulta-tionerne til de etniske grupper – både de politiske og våbenhvilegrupperne – og til NLD er betydelige’.
 
Enighed styrket
 
Seminaret har således lagt grunden for, at den samlede opposition kan komme videre, og det er vores opfattelse, at det har bidraget væsentligt til at styrke enigheden blandt de etniske grupper og de demokratiske grupper. Det er ligeledes vores vurdering, at denne enighed lettere blev opnået ved at det var en tredje part, nemlig Den Danske Burma Komité, der arrangerede og gennemførte seminaret, forklarer Anette Berentzen.
 
Blandt seminarets danske deltagere var to oplægsholdere fra Århus Universitet, Palle Svensson og Mikael Gravers.
 
På seminarets første dag var temaet national forsoning og her analyserede oplægsholderen Mikael Gravers baggrunden for undertrykkelsen og volden i Burma. Hans oplæg mundede ud i et forslag om oprettelse af en Sandheds- og
Forsoningskommission (efte sydafrikansk forbillede). Deltagerne gik derefter i
gruppearbejde, og kom med bud på en sådan kommission i Burma.
 
 
På den anden dag var temaet demokratisering, føderation og enhedsstat, og Palle Svensson kom med nogle klare og brugbare definitioner både på en demokratiseringsproces og på de forskellige former for statstyper. Derefter var der gruppearbejde, som viste en stor enighed om den fremtidige opbygning. Alle grupper støttede opbygningen af en føderation.
 
På fjerdedagen blev der for alvor sat fokus på det nuværende forfatningsarbejde i Burma, og dagen blev indledt med at trække erfaringerne op for det Nationale Konventet fra 1993 – 96. Der var et oplæg fra Marko Ban, der deltog i konventet. Han fortalte levende om de strenge begrænsninger, der blev lagt på de delegerede. Hovedbudskabet var meget klart; det var ikke muligt at have en fri debat, da alle talerne skulle godkendes, før de blev afholdt.
 
Seminarets deltagere var enige om behovet for en massiv oplysningsindsats både om den føderale og den statslige del af en fremtidig forfatning. Formålet med det igangværende forfatningsarbejde skal være at øge forsoningen og ikke kun bruges som en lærende proces for de forskellige grupper.
  
Der skal  arbejdes med to målgrupper, både græsrøddernes inddragelse og med ledelserne af organisationerne i oppositionen, og der skal være en særlig indsats for at styrke kvinders deltagelse i processen.
 
Ambassadørtale
 
Danmarks ambassadør i Thailand, Ulrik Helweg-Larsen, besøgte seminaret og holdt en tale, hvor han bl.a. sagde følgende: ’Få hundrede kilometer herfra er delegerede samlet til et Konvent, hvor de angiveligt skal diskutere emner, der ligner dem, vi debatterer her. Dette Konvent kaldes nationalt, men jeg må spørge, hvordan dette kan være virkeligt nationalt, når de afgørende politiske parter og legitime repræsentanter enten ikke er tilstede eller ikke får lov til at give deres meninger til kende.’ (…)
 
’Når vi ser på et kort over Burma, fremtræder der noget, der minder om en ’hestesko’ af etniske nationaliteter, der omringer et centrum, som er
etnisk burmansk. Dette er de geografiske og etniske realiteter, vi står over for i dag. Forskellighed kan være både en velsignelse og en udfordring. Udfordringen er at skabe en ramme for forsoning af forskellige interesser på en fredelig måde.
 
Se på Spanien, hvor en fredelig og velstående nation er bygget op omkring ’autonome enheder’. Og se engang på verdens største demokrati Indien, hvor magten netop er blevet overdraget på fredelig vis. Først er det sket fra et parti til et andet, dernæst fra en leder til en anden. Det lærer os, at diversitet ikke nødvendigvis fører til et kaos, hvis der findes retfærdige og folkeligt accepterede regeringsmekanismer til at vejlede os’. (…)
 
Personligt har jeg tillid til, at der vil komme fremskridt i retning af fred og velstand i Burma.
 
’Ulykkeligvis er Burma nu ved at blive et fremmedelement i en globaliserende verden, hvor liberalt demokrati og markedsøkonomi udbredes. Alene denne historiske retning indicerer, at denne udvikling også kommer til Burma før eller siden. Pres og opmuntring indefra og udefra vil uundgåeligt føre til en forandring’, sagde den danske ambassadør.



  Tilbage Til top  



Foto: Joachim Ladefoged. Fotoet er gengivet med fotografens tilladelse
Suu Kyis tid i husarrest:


Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk