Naboerne er bekymrede

Uro over udsigten til Burma som asiatisk formandsland

 

Skal en halv milliard sydøstasiater ledes af en lille håndfuld generaler og officerer i af verdens værste diktaturer? Det lyder absurd, men det vil være konsekvensen, hvis Burma får lov til at overtage formandskabet i den sydøstasiatiske sammenslutning ASEAN i andet halvår af 2006.

  

Ligesom EU har ASEAN roterende formandslande, som kommer til i alfabetisk orden. Så når Malaysias

formandskab udløber i juni 2006, er det Myanmars tur. Asien og verden kommer dermed til at sige velkommen til et jernhårdt militærdiktatur, som er ansvarlig for massive krænkelser af menneskerettighederne, herunder organiseret tvangsarbejde, som også rammer børn og unge. Hertil kommer den veldokumenterede forfølgelse af oppositionelle aktivister, pro-demokratiske grupper og etniske mindretal.

  

Udsigten til, at den burmesiske junta kommer til at lede en landegruppe, der gennem de seneste år trods alt har oplevet betydelige demokratiske gennembrud, har allerede vakt betydelig uro i flere regeringer og blandt politikere.

 

I Malaysia har en kreds af parlamentarikere foreslået, at ASEAN overtaler Burma til at ‘springe over’, når turen kommer til formandskabet i ASEAN. Singapores regeringschef Lee Hsein Loong diskuterede sagen direkte med juntaens folk, da han i slutningen af marts aflagde officielt besøg i Rangoon, men de internationale nyhedsmedier var ude af stand til bemærke, om parterne kom nærmere en løsning.

  

Sker der intet, vil formandskabet per automatik gå til Burma. Konsekvensen kan blive, at både EU og USA i en periode vil boykotte alt samarbejde med ikke bare de ti ASEAN-lande, men også de tre økonomiske giganter, der deltager i det såkaldte ASEM-samarbejde (Asia-Europe Meetings), nemlig Kina, Japan og Sydkorea.

  

I den amerikanske Kongres har den republikanske senator Mitch McConnell allerede været ude og foreslå en regulær boykot: ‘Bliver Burma formand,

må USA, Europa og hele det demokratiske samfund boykotte alle møder og aktiviteter i ASEAN. Gør vi ikke det, er det et forræderi mod den ikkevoldelige kamp for demokrati, som Aung San Suu Kyi, hendes parti og flere etniske minoriteter har stået for’.

  

McConnell siger med direkte adresse til Bruxelles: 'EU må gøre det klart, at Burmas formandskab for ASEAN i 2006 er fuldstændig uacceptabelt.'

  

FN’s særlige udsending til Burma, den malaysiske diplomat og forretningsmand, Razali Ismail, der i en årrække har forsøgt at skabe et forhandlings-gennembrud mellem juntaen og oppositionen i Burma, siger, at der næppe bliver tale om, at ASEAN vil ‘straffe’ den burmesiske junta, fordi den ikke har levet op til tidligere løfter om at fremme demo-kratisering og dialog med oppositionen. Han pointerer, at de øvrige ni medlemmer af sammen-slutningen vil forsøge at overbevise juntaen i Burma om, at ASEAN ledes ud fra særlige principper, som må overholdes.

 

ASEAN har siden organisationens grundlæggelse i 1967 bygget på princippet om ikke-indblanding i medlemmernes interne anliggender. Det har bidraget til sammenhold i en organisation, hvor flere regeringer har været diktatoriske og autoritære, men hvor der i den seneste halve snes år har været en klar bevægelse i retning af demokrati - tydeligst i Thailand, Filippinerne og Indonesien, mens lande som Singapore og Malaysia kun er delvist demokratiske og har bevaret stærke autoritære træk. I 1984 blev sultanatet Brunei (enevældigt familiestyre) medlem, i 1995 blev etpartidiktaturet Vietnam medlem, og i 1997-98 kom både Burma, Cambodja og Laos med.

  

Tilstedeværelsen af renlivede diktaturer i ASEAN har skabt problemer i forhold til både Europa og USA, mens Japan, Sydkorea og Kina ser fordele i at have et forum, hvor alle betydelige asiatiske lande kan udveksle synspunkter.

 

Fra europæisk og amerikansk side er det indlysende nok den manglende demokratiske legitimitet, der er årsag til problemet. Europa har gennem sin såkaldte fællesholdning til Burma gennem mere end ti år stillet som betingelse for normalisering med Burma, at juntaen indleder forhandlinger med oppositionen om demokratisering.

  

Men de forsigtige håb, der blev skabt for fem år siden efter offentliggørelse af  oplysninger om hemmelige forhandlinger mellem Aung San Suu Kyi

og ledende medlemmer af juntaen, er blevet gjort til skamme. Ikke mindst efter at juntaen har genoptaget det forfatningskonvent, der skal give landet en ny forfatning, uden deltagelse af de politiske partier, der sejrede stort ved parlamentsvalget 27. maj 1990. Men også efter, at juntaens ledende forhandler, den tidligere efterretningschef og siden premierminister, Khin Nyunt, i fjor blev udrenset efter et magtopgør på højeste niveau blandt juntaens folk.