Forventning om frigivelse og forhandlinger

Mulighederne for en politisk løsning står og falder med, om Thailands initiativ bærer frugt. BurmaNyt analyserer situationen omkring konflikten i Burma forud for det næste møde i det forum, der kendes som 'Bangkok-processen'.

 

Kort tid før EU skal genoverveje sanktions-politikken over for Burma, kan der i Sydøstasien konstateres voksende optimisme omkring mulighederne for et gennembrud, der på kort sigt betyder en snarlig frigivelse af Aung San Suu Kyi fra den husarrest, hun har befundet sig i siden de dramatiske begivenheder i maj 2003. Dengang blev hendes bilkortege angrebet af regeringsbetalte militser, mens hun var på rundrejse i det nordlige Burma. Begivenheden udløste de skrappeste sanktioner mod Burma nogensinde i form af et totalt amerikansk importforbud mod burmesiske varer.

 

Siden da er forsøgene på et samlet internationalt initiativ for at fremme en politisk løsning i Burma strandet. Denne fastlåsning har fået regeringen i Thailand til at gå egne veje. Som tidligere beskrevet i BurmaNyt har regeringen i Bangkok iværksat den såkaldte 'Bangkok-proces', der bygger på et såkaldt 'vejkort' for forhandlinger. Kort fortalt handler vejkortet om, at den burmesiske militærjunta vil genindkalde det såkaldte forfatningskonvent, der skal udarbejde et udkast til en ny forfatning for landet som grundlag for en overgang fra militært til civilt styre. 

 

Thailand og de øvrige medlemslande i ASEAN-sammenslutningen er eksterne deltagere i denne proces, som har fået stiltiende opbakning fra to af Burmas vigtigste naboer, Kina og Indien. Næste møde holdes i slutningen af  april i Bangkok. Thailandske regeringskilder forventer, at Aung San Suu Kyi løslades senest i løbet af sommeren 2004.

 

 

EU, USA og Japan forventer afgørende fremskridt, herunder betydelige indrømmelser til oppositionen, inden de vil gå videre med lempelser af sanktionerne over for det burmesiske militærregime. De skrappeste sanktioner er vedtaget af USA, som i sommeren 2003 indførte et totalforbud mod alle burmesiske produkter. Dette forbud har især ramt den burmesiske tekstilproduktion med et anslået omfang på 300 millioner dollar.

 

EUs sanktioner er mere begrænsede: De vigtigste er, at burmesiske regeringsmedlemmer og embedsmænd kan ikke få visum til EU, og EU forbyder salg af våben til militærdiktaturet. 

 

Thailandske diplomater siger, at den burmesiske junta tilsyneladende har fået så meget tillid til 'Bangkok processen', at den mener, at den gennem Thailand kan fjerne mange års international mistro til landet og gradvis bane vejen for en lempelse af sanktionerne. Foreløbig har den thailandske regering inviteret Frankrig, Tyskland, Østrig, Italien, Schweitz og Norge til at deltage i forhandlingerne. Til gengæld ser det ud til, at USA indtil videre holdes på afstand af processen. I Bangkok har den amerikanske ambassadør udtalt, at USA ikke vil deltage i nye forhandlinger, før Washington ser tegn på klare fremskridt i retning af en demokratisering i Burma.

 

Thailand er drevet af nationale motiver i sine bestræbelser på at forbedre relationerne til sin brutale og diktatoriske nabo mod vest. Thailands regeringschef Thaksin siger, at han ønsker en løsning på problemet med de flere end 100.000 flygtninge, der hovedsalig opholder sig i lejre langs de to landes fælles grænse. Thaksin har også lovet en skærpet indsats over for den store mængde illegale amfetamin, der importeres fra laboratorier i Burma og sælges til de hundred-tusinder af narkomaner i Thailand.

 

 

Centralt i processen er et syv-punkts forslag til et såkaldt 'vejkort', som oprindeligt er et thailandsk forslag, men som den burmesiske junta hævder, at den har gjort til sit eget forslag. Ifølge forslaget skal den burmesiske junta genindkalde det nationale forfatningskonvent, som ikke har været samlet siden 1996. Konventet skal udar-bejde et konkret forslag til en forfatning, der skal vedtages ved en folkeafstemning, og som derefter skal danne grundlag for et politisk system, bygget på folkevalgte organer.

 

Et af flere tegn på, at juntaen denne gang er indstillet på at vise resultater over for det internationale samfund, er den kendsgerning, at FN's særlige Burma-udsending Razali Ismail har genoptaget sine besøg i landet. Da Razali sidst var i den burmesiske hovedstad i marts, fik han mulighed for at træffe Aung San Suu Kyi.

 

Fra ASEANs side er der en forventning om, at 'Bangkok-processen' fører til demokratiske fremskridt i Burma, bl.a. fordi det næste topmøde i det såkaldte ASEM-forum (Asia-Europe Meetings) holdes i Vietnam i oktober. Tidligere møder i ASEM har været domineret af uenighed mellem de asiatiske og europæiske medlemmer om sanktionerne over for Burma. At EU har afvist at udstede visa til burmesiske regeringsfolk er af de asiatiske medlemmer blevet set som en hindring for en udvidelse og fortsættelse af samarbejdet. For ASEAN mener, at udvidelsen af EU med ti ny medlemmer fra 1. maj betyder, at EU må acceptere, at ASEAN tager flere af sine medlemmer med i ASEM-samarbejdet. Det handler konkret om at få ikke kun Burma, men også Cambodja og Laos med til fremtidige møder i ASEM. Thailand håber på at få europæisk tilslutning til denne udvidelse forud for ASEM-topmødet i Hanoi i oktober.

 

 

 

Om 'Bangkok-processen' kan give de fornødne resultater vil af indlysende grunde handle om, hvorvidt den burmesiske junta giver afgørende indrømmelser til sine politiske modstandere. Det gælder først og fremmest Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD, og de etniske mindretalsorganisationer, der gennem mere end 40 år har bekæmpet skiftende centralregeringer i Rangoon.

 

Den mest markante udvikling på dette område har været indledelse af forhandlinger om en våbenhvile mellem den største af de etniske grupper, Karenernes Nationale Union, KNU, hvis leder, general Bo Mya, tidligere på året var inviteret til forhandlinger med juntaen i Rangoon.

 

På det kommende møde i Bangkok med deltagerne i 'Bangkok-processen' håber værtsnationen, at den burmesiske junta vil

forklare, hvorledes den vil sammensætte det Nationalkonvent, der skal udarbejde landets kommende forfatning. Juntaen i Rangoon (kendt som SPDC, Statens Råd for Fred og Udvikling, red.) vil også blive bedt om at præcisere sin tidsplan for overgang til civilt styre. Desuden vil den thailandske regering spørge lande uden for ASEAN-kredsen, hvorledes de agter at hjælpe forsoningsprocessen på vej med bl.a. humanitær og økonomisk støtte.

 

Men forud for det kommende møde er det uklart, hvordan KNU og andre etniske grupper ser på juntaens 'vejkort'. Det er heller ikke kendt for den internationale offentlighed, hvorledes ledelsen i NLD ser på juntaens intentioner. Thailandske kilder siger, at KNU langtfra har accepteret alle juntaens betingelser. Og ledelsen i NLD har efter alt at dømme ikke haft mulighed for at træde sammen for at diskutere et eventuelt forhandlingsudspil over for juntaen.

 

 

Den helt afgørende tidsfrist for overgang til civilt styre i Burma er 2006, hvor Burma står til at overtage formandsposten i ASEAN. Medlemslandene i ASEAN er ikke indstillet på at acceptere Burma i formandsstolen, hvis landet til den tid stadig er styret af en militærjunta. 

 

Spørgsmålet, der trænger sig på, er naturligvis, om det thailandske initiativ giver anledning til velbegrundet eller mere eller mindre ubegrundet optimisme? BurmaNyt har talt med europæiske og asiatiske diplomater i Thailand og tegner på denne baggrund følgende billede af situationen:

 

FNs udsending Razali Ismail har under sine seneste møder i Rangoon foreslået etableringen af et fælles rådgivningsråd bestående af repræsentanter for både juntaen (SPDC) og Aung San Suu Kyis parti, NLD. Rådets opgave vil i givet fald blive at sikre at udvælgelsen af delegerede til Konventet er retfærdig og at Konventets arbejdsprocedurer bliver gennemskuelige.

 

Hvis SPDC accepterer et sådant råd, vil det være det første sikre tegn på, at juntaen er indstillet på fremskridt i retning af overgang til civilt styre. Hvis NLD siger ja til at deltage, vil det være udtryk for, at partiet ikke længere insisterer på, at valgresultatet fra 1990, der gav NLD 82 procent af pladserne i parlamentet, ikke længere skal danne basis for en kommende regering. Men selv hvis rådet etableres, er det ingen garanti for reelle demokratiske reformer.

 

Dels er der stadig flere end 1350 politiske fanger i landet, som NLD vil insistere på bliver frigivet, og dels er der restriktioner på stort set alle former for politiske aktiviteter, ikke mindst vidtrækkende censur af medierne.

 

 

Selv hvis det såkaldte Nationalkonvent enes om en ny forfatning, er der risiko for, at juntaen blot bruger denne proces som et forsøg på at legitimere og fastholde grebet om magten. Juntaen har brug for at fortælle omverdenen, at Burma har en forfatning, der nyder folkelig opbakning. Der er trods alt gået 16 år, siden det daværende militærstyre suspenderede forfatningen. Det skete med baggrund i en folkelig opstand, der blev slået ned med hård hånd af militæret.

 

Det skal erindres, at da juntaen i 1993 første gang sammenkaldte et Nationalkonvent, omfattede det 702 medlemmer, som netop havde til opgave at udarbejde grundlaget for en ny forfatning. Men mindre end tre år efter, at Konventet påbegyndte sit virke, blev det suspenderet. Det skete, fordi NLD trak sine medlemmer ud. NLD protesterede imod, at juntaen manipulerede debatten og forsøgte at tvinge deltagerne til at acceptere politiske principper, som var udarbejdet på forhånd af juntaens folk, og som oppositionen ikke fik reel indflydelse på.

 

Afgørende bliver det derfor i de kommende måneder, om juntaen kan overbevise de delegerede i et nyt konvent om, at alle deltagere denne gang starter forfra. I marts 2004 er det endnu ikke klart, om juntaen vil forsøge at videreføre nogle af vedtagelserne fra det tidligere konvent. Dengang reserverede juntaen en fjerdedel af pladserne i et kommende parlament til medlemmer af de væbnede styrker!

 

I de tidligere konvent var kun 14 procent af pladserne afsat til politiske medlemmer, som var blevet valgt i maj 1990 ved det parlamentsvalg, som juntaen siden nægtede at anerkende. Stort set alle øvrige delegerede var håndplukkede af militæret, inklusive repræsentanter fra de etniske

mindretalsgrupper, som juntaen dengang havde indgået våbenhvileaftaler med.

 

Risikoen ved sammensætningen af det kommende Konvent er, at juntaen forsøger at reservere et flertal af pladser til den politiske organisation, USDA, som juntaen har brugt kolossale ressourcer på at opbygge. USDA står for Union Solidarity Development Association og blev etableret af juntaen i 1993. Mange af dens medlemmer er tvangsindskrevne fra stats- og regeringsapparatet og er således ikke en organisation, der bygger på frivillighed. Medlemstallet i USDA skønnes at være omkring 16 millioner.

 

 

Men samtidig står det klart, at det internationale samfund herunder Burmas partnerlande i ASEAN-sammenslutningen ikke vil respektere et fremtidigt Nationalkonvent, der ikke har en betydelig repræsentation af folk fra NLD. Troværdigheden i Konventet står og falder med den repræsentation NLD får. NLD blev ved valget for 14 år siden Burmas ubetinget største parti, alligevel fik NLD kun 12 procent af pladserne da det første konvent blev sammensat. Trods flere års massiv forfølgelse og undertrykkelse er der ingen tvivl om, at NLDs organisationsstruktur er forblevet intakt.

 

Foreløbig har juntaen i vage vendinger signaleret, at NLD vil blive inviteret til at deltage i det kommende Konvent. Kilder i NLD siger, at partiledelsen først vil træde sammen og træffe en beslutning, når de resterende topfolk er blevet frigivet og partiets kontorer har fået tilla-delse til at genåbne. Alligevel bør det erindres, at NLD i 1993 valgte at sende delegerede til det daværende Konvent, også selv om Aung San Suu Kyi stadig var i husarrest, og hendes poli-tiske skæbne var uvis. I år ventes en frigivelse af Suu Kyi at finde at være ensbetydende med, at NLD-ledelsen derefter kan træde sammen og beslutte sig for at udpege medlemmerne af det kommende Konvent.

 

Tilbage står herefter, at juntaen også skal over-bevise de etniske minoritetsgrupper om nødven-digheden af at at deltage. Foreløbig har to af grupperne, Kachin Independence Organisation (KIO) og New Mon State Party har sagt ja til at deltage, mens det er uklart, om den største af dem alle, Karen National Union (KNU) vil være med. KNU og SPDC indgik i december en midlertidig våbenhvile, men det er tilsyneladende småt med de fremskridt i de forhandlinger, der siden har fundet sted.

 

Et hovedkrav fra KNUs side menes at være, at der findes en løsning på de anslået 200.000

interne karenske fordrevne i Burma, og at KNU får garanti for, at menneskeretskrænkelserne i Karen Staten hører op. Diplomater i Bangkok ser grund til en vis optimisme i den kendsgerning, at FN's Flygtningehøjkommissariat har fået tilladelse til at gennemføre en forberedende undersøgelse af situationen for de interne flygtninge i dele af Burma.

 

Opsummerende kan det slås fast, at hvis juntaen og NLD i de kommende og måneder demonstrerer enighed om sammensætningen af et fælles rådgivningsorgan og det fremtidige Nationalkonvent, vil det være udtryk for, at det burmesiske militærstyre er indstillet på reelle forandringer i retning af overgang til civilt styre. Hvis NLD derimod afviser en sådan invitation, og juntaen begynder at sammensætte Konventet på en måde, der ligner situationen tilbage i 1993, kan omverdenen konstatere, at det såkaldte 'vejkort' til et civilt styre blot er endnu en formel for fastholdelse af den politiske magt.

 

Meget mere end blot Burmas politiske fremtid er på spil. Det handler også om de større magt-relationer mellem EU og ASEAN og mellem USA og ASEAN. Nyt er også, at Kina diskret presser sin strategiske våbenkunde i Rangoon. Kinas magt og indflydelse i Asien vokser i disse år så massivt, at et pres herfra ikke kan ignoreres af landets naboer.

 

 

 

De burmesiske politikere, der blev valgt i maj 1990 ved det parlamentsvalg, der gav NLD 82 procent af pladserne i et parlament, der aldrig er blevet sammenkaldt, har ikke opgivet målet om et fremtidigt frit og demokratisk Burma. Det fremgår af den 'Washington Erklæring', som 23 forsamlede medlemmer af den Burmesiske Parlamentsunion, MPU, har vedtaget i den

amerikanske forbundshovedstad efter et tre-dages møde 21. til 24. marts 2004.

 

Nedenfor gengives hovedpunkterne i erklæringen:

 

'Vi vil ikke ignorere det burmesiske folks politiske vilje, sådan som den kom til udtryk ved valgene i maj 1990.

At militæret stadig nægter at respektere valgets resultat, fjerner ikke resultatets gyldighed. Vore mandater hidrører fra den valgsejr, som tilfaldt

den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og andre politiske partier.

Vor opgave er fortsat at støtte og fremme NLD, som ledes af Aung San Suu Kyi og andre af de partier, som sejrede ved valghandlingen'.

 

'Vort formål er at arbejde for en afvikling af militærstyret, at etablere demokrati og at etablere en Føderal Union i Burma. Med udgangspunkt i valgresultatet fra 1990 har NLD retten til at gå i dialog med Statens Råd for Fred og Udvikling (SPDC), de etniske mindretals-grupper og andre, og har også mandat til at spille en afgørende rolle i formuleringen af et vejkort for demokrati og at deltage i udarbejdel-sen af en forfatning for en Burmesisk Union.'

 

'I lyset af den aktuelle politiske udvikling er det vore umiddelbare politiske mål på den bedst mulige måde at sikre, at NLD genoptager sin berettigede ledende rolle i den proces, der skal definere en demokratisk fremtid for Burma. Enhver sådan proces, der har til formål at sikre en demokratisk overgang, bør være inkluderende og været baseret på principper om lighed for loven og respektere de berettigede interesser hos NLD og de nationale mindretals-grupper.

 

'Vi vil sikre, at vore politiske aktiviteter ikke underminerer den situation, som NLD og de etniske mindretalsgrupper er er bragt i, og vil sikre, at vi fremmer både national forsoning og opbygningen af demokrati'.

 

 

Deltagerne i mødet i Washington takker USA's præsident Bush og den amerikanske Kongres for at have vedtaget 'Burmese Freedom and Democracy Act' og opfordrer til en fornyelse af lovens indhold med det sigte at fremme en

proces, der fører til at der indføres demokrati og national forsoning i Burma.

 

Videre udtrykker deltagerne opbakning til den resolution om Burma, som Europa-Parlamentet vedtog 11. marts 2004, og som insisterer på, at EU's fællesholdning til Burma vil blive styrket, så længe regimet ikke har taget håndgribelige skridt i retning af genoprettelse af demokrati i Burma. Det noteres, at EU-parlamentet fortsat vil arbejde for, at europæiske virksomheder afstår fra at investere i Burma og fra at importere fra burmesiske virksomheder, der ejes eller kontrol-leres af det burmesiske militær og direkte forbyder import fra de sektorer i den burmesiske økonomi, hvor der eksisterer monopoler, herunder tømmer og ædelstene.

 

Samtidig anerkender deltagerne den proces, der er sat i gang af den thailandske regering. De burmesiske parlamentarikere udtrykker samtidig en forhåbning om, at deltagerkredsen i de forhandlinger, som Thailand har taget initiativ til, vil blive gjort bredere.

 

 

Også det europæiske Burmanetværk har holdt møde i marts og har vedtaget opfordringer og anbefalinger til de europæiske politiske ledere vedrørende den fremtidige Burma-politik for den Europæiske Union.

 

 

I de såkaldte Dublin-anbefalinger fra et møde 6. marts i den irske hovedstad anbefaler Burma-komitéerne i en række europæiske lande, at en række minimumskrav skal indgå i EUs kommende fællesholdning til konflikten i Burma. Disse minimumskrav omfatter et krav om, at den burmesiske junta snarest indgår i dialog med alle relevante parter på betingelser, der er acceptable for alle involverede. Videre kræves Aung San Suu Kyi frigivet snarest på lige fod med alle ledere fra de øvrige politiske partier. Deklarationen anbefaler også vedtagelse af en tidsfrist, inden for hvilken juntaen skal indfri specifikke mål, også inden for den sammen-hæng, der betyder, at EU og ASEAN involveres i processen. Hvis juntaen ikke har opfyldt betingelserne for genoptagelse af den politiske dialog, anbefaler de europæiske Burmakomitéer, at den hidtidige sanktionspolitik ikke kun videre-føres, men også forstærkes: