Havel og Tutu: Verden må gribe ind i Burma

Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel og den sydafrikanske ærkebiskop emeritus Desmond Tutu foreslår, at FNs Sikkerhedsråd tager skridt til at fremme et politisk skifte i det militært styrede Burma. Havel og Tutu står bag offentliggørelsen af ekspertrapport om situationen i Burma, udarbejdet af et internationalt advokatfirma.

Mens verdenssamfundet markerede 60-året for FN’s grundlæggelse ved et særligt topmøde i New York for nylig, lagde to af de mest markante forkæmpere for menneskerettigheder gennem den seneste generations tid sidste hånd på en diger ekspertrapport om situationen i Burma. Vaclav Havel, den tjekkiske dramatiker, som i årtier bekæmpede sovjetisk undertrykkelse og kommunistisk styre i sit land og efter frihedsrevolutionen 1989 blev sit lands præsident, har sammen med Sydafrikas legendariske forkæmper for racemæssig ligestilling, ærkebiskop Desmond Tutu, sat underskrifter på en rapport om Burma, der blev offentliggjort tirsdag 20. november.

Tiden er inde til at FN’s Sikkerhedsråd tager skridt til en intervention i Burma, mener Havel og Tutu.

Budskabet i rapporten er umiskendeligt klart: Selv om mange har travlt med at undsige FN som en politisk organisation, der mangler den handlekraft, som dens

grundlæggere havde tiltænkt den ved oprettelsen i 1945, så har FN’s historie rigeligt med eksempler på, at dens højeste organ, Sikkerhedsrådet, har kunnet tage afgørende skridt til at gribe ind i konflikter i såkaldte tredjeverdenslande eller sammenbrudte stater.

Med afsæt i en analytisk gennemgang af syv tidligere konflikter konkluderer rapporten, at alle forudsætninger for, at Sikkerhedsrådet kan tage skridt til at gribe ind i Burma er til stede. Det er kun den politiske vilje, der mangler.

Den 70-sider store rapport er udarbejdet af advokatfirmaet Piper Rudnick Gray Cary. Firmaet omfatter 2900 advokater, fordelt på 53 partnere i 20 lande, herunder USA, EU og flere asiatiske lande. Firmaets aktiviteter omfatter alle former for moderne juridisk rådgivervirksomhed.

1. Omstyrtelse af demokratisk valgte regeringer.
2. Stridigheder mellem væbnede fraktioner eller etniske grupper
3. Omfattende menneskeretskrænkelser og store flygtningestrømme.

I flere tilfælde har blot en eller to af disse faktorer kunne skabe enighed i FN’s Sikkerhedsråd om en resolution.

I tilfældet Burma er alle disse faktorer tilstede - uden at situationen i Burma nogensinde har været forelagt Sikkerhedsrådet.

I samtlige tilfælde af interne konflikter, hvor Sikkerhedsrådet har taget stilling, har en eller flere af de nævnte faktorer været medvirkende. Rapporten opstiller følgende sammenligning af de syv tilfælde.

Sierra Leone (1997): demokratisk regering styrtet, konflikt mellem væbnede grupper, menneskeretskrænkelser og flygtninge-strømme

Afghanistan (1996): Intern konflikt mellem stridende parter, menneskeretskrænkelser, flygtningestrømme og illegal narkotika-produktion

Yemen (1994): Intern konflikt mellem stridende parter og menneskeretskrænkelser

Haiti (1993): demokratisk regering styrtet og menneskeretskrænkelser

Rwanda (1993): Intern konflikt mellem stridende parter, menneskeretskrænkelser og flygtningestrømme

Liberia (1992): Intern konflikt mellem stridende parter og menneskeretskrænkelser

Cambodja (1990): Intern konflikt mellem stridende parter

Når de konkrete muligheder for en intervention fra Sikkerhedsrådets side i Burma ikke er oplagte, skyldes det naturligvis den burmesiske juntas nære forhold til sin nordlige nabo Kina, der er permanent medlem af Sikkerhedsrådet og derfor har vetoret. Det betyder indlysende nok, at ethvert initiativ over for Burma, som Kina mener går imod dets interesser i Burma, vil blive blokeret.

Hertil kommer, at juntaen også har et efter omstændighederne godt forhold til sin nabo mod vest, Indien, og at naboerne i øst, primært Thailand, ikke ønsker at konfrontere Burma på afgørende spørgsmål om politiske reformer og national forsoning.

Kapitel 7 i FNs charter giver Sikkerheds-rådet mulighed for at træffe foranstaltninger for at gribe ind over for enhver trussel mod international fred og sikkerhed. Rapporten foreslår, at Sikkerhedsrådet aktiverer denne bestemmelse og kræver, at den burmesiske regering indleder et samarbejde med FN’s generalsekretær Kofi Annan om udarbej-delse af en plan for national forsoning og genindsættelse af en demokratisk valgt regering. Videre opfordres det burmesiske styre til at sikre uhindret adgang til alle dele af Burma for FN’s organisationer og udsendinge med det formål at sikre humanitær assistance til de mest sårbare grupper i befolkningen.

Konklusionen i Havels og Tutus rapport lyder således:

Mens situationen i Burma minder om tilstandene i de andre konflikter, der omtales, er Burma helt enestående i den forstand, at samtlige de faktorer, der har begrundet FN-indgreb, er til stede i Burma, og at de alle er af en særdeles alvorlig karakter. Hertil kommer, at Burmas rolle i relation til den epidemi af hiv/aids, der er under udbredelse i Asien gør Burmas konflikt yderligere forskellig fra de tidligere tilfælde.

At disse omstændigheder fortsat er til stede i Burma skal ses i sammenhæng med, at regimet helt og aldeles har afvist at indlede reformer eller at tillade udefra kommende organisationer at virke for en forbedring af situationen i landet. Dermed frembyder Burma en trussel mod freden, som er langt mere alvorlig, end det var tilfældet i de konflikter, hvor Sikkerhedsrådet tidligere har vedtaget resolutioner, der begrundede indgreb.

Så vidt konklusionen, der munder ud i følgende anbefalinger:

FNs Sikkerhedsråd bør vedtage en resolution om situationen i Burma i overensstemmelse med den autoritet, som FN-charterets kapitel 7, artikel 41 giver mulighed for.

Resolutionen bør beskrive de nødvendige begrundelser for intervention og fokusere på de trusler mod freden, som rapporten dokumenterer. Resolutionen må desuden kræve af den burmesiske regering, at den indleder et samarbejde med FNs general-sekretær om gennemførelse af en plan for national forsoning og genetablering af en demokratisk valgt regering.

Resolutionen må anmode generalsekretæren om at opretholde et engagement for at søge løsning på konflikterne i Burma og løbende holde Sikkerhedsrådet informeret om udviklingen. Videre må resolutionen anmode den burmesiske regering om at sikre den omgående og uhindrede adgang til alle dele af landet for FN og de internationale humanitære organisationer, der ønsker at yde humanitær assistance til de mest udsatte grupper i befolkningen, herunder de interne flygtninge. Endelig må resolutionen opfordre til en omgående og betingelsesløs frigivelse af Aung San Suu Kyi og alle samvittighedsfanger i Burma.

I en kommentar i avisen International Herald Tribune på dagen for offentliggørelsen (20.9.) skriver en af rapportens med-forfattere, advokaten Jared Genser, at der ganske vist ikke er nogen præcis definition af, hvad der i henhold til FN-charteret kan kaldes ’trusler mod freden’.

Men advokaten peger på som en særlig graverende faktor, at juntaen ikke blot er en trussel mod den burmesiske befolkning, men at den voksende udbredelse af hiv/aids har ’alvorlige transnationale virkninger, som destabiliserer regionen’.

’For det første er Myanmar (juntaens navn for Burma, red.) en af verdens største producenter af heroin og amfetaminer. Salget af disse former for narkotika er en kilde til stor bekymring for det inter-nationale samfund og for nabolandene i særdeleshed. For det andet har regimets uvilje mod at samarbejde om bekæmpelse af udbredelsen af hiv/aids fået den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria til at indstille sin indsats for at bekæmpe hiv og aids i Burma. Og for det tredje, har regimet i Burma begået omfattende, systematiske og stadig værre krænkelser af menneskerettighederne i Burma’.

Gennem de 70 sider leverer Havels og Tutus rapport omfattende dokumentation for den horrible økonomiske, sociale og menneske-retlige situation. For folk, der løbende mod-tager oplysninger fra andre kilder og organi-sationer om Burma, er der ikke afgørende nyt i helhedsbilledet. Men en del detaljer springer i øjnene.

Oplysningen om, at militærjuntaen kun anvender anslået tre procent af statsbudgettet på sundheds-formål og otte procent på uddannelse er iøjenfaldende i lyset af rapportens anbefalinger af at satse på humanitær bistand til de mest udsatte befolkningsgrupper i Burma. Til støtte for oplysningen nævnes en opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, der har sat Burma på en 190. plads – ud af klodens 191! (Kun Sierra Leone er værre stillet). FNs børnefond UNICEF citeres for oplysningen om, at 36 procent af burmesiske børn under fem år er undervægtige.

Som bekendt har juntaen i snart en halv snes år forsøgt at tiltrække udenlandske investe-ringer til erhvervsformål i stor skala. Det kan være vanskeligt nok i et land, der anvender mellem 30 og 50 procent på militæret, og hvor alle udenlandske investeringsmidler kontrolleres af en institution, der totalt er under militærets kontrol. Ifølge regimets egne tal er der godkendt investeringsprojekter til en værdi af 10 milliarder dollar siden 1988, men eksperter anslår, at kun en femtedel af disse midler rent faktisk var kommet ind i landet i år 2000. I 2002 blev alle hidtidige eksport-tilladelse trukket tilbage, hvilket førte til et markant fald i investeringerne udefra. (Det forklarer bl.a., hvorfor satsningen på turismesektoren, herunder bygning af hoteller, nu er blevet så vigtig for regimets ’hvidvaskning’ af indtjening fra illegalt salg af narkotika, red.).

Regimets forfølgelse og mishandling af de etniske mindretal er et velkendt tema i den internationale debat om Burma. Her forklarer rapporten, at der er over en tiårig periode er sket tvangsforflytning af anslået 600.000 civile i Burma. Juntaens strategi kendes som ’four cuts’ – afskæring af fødevareforsyninger, oplysninger, penge og nye tilhængere/’rekrutter’ til oprørsgrupper.

Overgrebene har karakter af etniske udrensninger. I perioden 1996-2002 er flere end 2500 landsbyer i det østlige Burma blevet ryddet, fjernet eller forladt. Og mellem 2002 og 2004 er yderligere 240 landsbyer blevet raseret, og som konsekvens heraf er 160.000 civile blevet føjet til antallet af internt fordrevne. Så sent som i april i år opfordrede FN’s menneskerets-kommission styret i Rangoon til at indstille den systematiske tvangsforflyttelse af store grupper civile.

FNs tidligere rapportør om menneskerettighederne i Burma, Rajsoomer Lallah citeres for at kalde tvangsforflyt-telsespolitikken for den ’brændte jords politik’, som indebærer, at militæret med magt stjæler alt hvad bønderne har af føde-varer, dyr som afgrøder, ’og hvad den ikke spiser, brænder den af’. Hertil kommer stribevis af dokumenterede tilfælde af massevoldtægter af kvinder fra de etniske grupper.

Rapporten erkender vanskeligheden ved at sætte præcise tal på, hvor mange civile i Burma, der kan kategoriseres som internt fordrevne, men lander på et tal på 526.000 alene i de østlige grænseprovinser, dvs. i regionerne der grænser op til Thailand. Situationen for disse internt fordrevne – især blandt de etniske grupper Karen, Karenni og Mon er så alvorlig, at den kan sammenlignes med tilstandene for flygtninge på Afrikas Horn.

I et internationalt, humanitært perspektiv er det imidlertid den voksende udbredelse af aids og hiv, der gør Burma til den helt store skurk i det asiatiske synderegister, under-streger rapporten. Kombinationen af et stort salg af unge kvinder til den illegale sexindustri og den systematiske udbredelse af voldtægter og narkotikamisbrug er en bombe under Burmas befolkningsudvikling – med alvorlige konsekvenser for de berørte nabolande, ikke mindst Thailand, Kina og Indien, der hver især i forvejen kæmper mod virkningerne af aids- og hiv-spredningen.

Den burmesiske junta oplevede i august i år, at den Globale Fond for bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria måtte indstille sit arbejde med at hjælpe sygdomsofre i Burma, simpelthen fordi regimet gjorde det umuligt for FNs hjælpepersonale at udføre deres arbejde. Dermed blev et bidrag på 98, 4 millioner dollar, der var øremærke til Burma, trukket tilbage. Det fremgår tilmed af en FN-resolution (nr. 1308) at militær-regimet har ansvaret for, at dette arbejde måtte indstilles.

Det samme gælder regimets omfattende anvendelse af børnesoldater. Ud af Burmas 350.000 mand under våben, menes de 70.000 at være mindreårige. To FN-resolutioner (1460 og 1612) tager eksplicit afstand fra dette misbrug.

Rapporten gennemgår stormagterne og de internationale aktørers roller og holdninger i magtspillet om Burma. Der er ingen overraskelser i beskrivelserne af, hvad EU, USA, de sydøstasiatiske ASEAN-lande og Japan mener. For nogle læsere af rapporten vil den eneste virkelige overraskelse være beskrivelsen af Kinas holdning. Kinas militære og økonomiske støtte til Burma er velkendt og bruges ofte som undskyldning og forklaring på, at der ingen fremskridt sker i konflikten: Her er, hvad rapporten siger om Kinas intentioner:

’Kina, Burmas største støtte og handels-partner, afstår generelt fra offentlig kritik af Burma. Men Kina har ikke været fuld-stændigt tavs om emnet. Ved flere lejlig-heder har repræsentanter for den kinesiske regering udtrykt håbet om, at en ’proces i retning af national forsoning vil bevæge sig fremad’. Uden for referat har kinesiske diplomater tilmed antydet, at juntaens mangel på legitimitet vil føre til politisk ustabilitet og dermed i fremtiden kan true den regionale stabilitet. For nylig har der været antydninger af, at den kinesiske regering er ved at miste tålmodigheden med Burma på grund af konsekvenserne af narkotika i Kina. Til trods for Kinas lave profil, er det flere observatørers opfattelse, at Kina ad private kanaler forsøger at opmuntre til reformer gennem diskussioner med burmesiske embedsmænd.’

Allerede dagen efter rapportens offentlig-gørelse blev dens anbefalinger kommenteret af Burmas ledende oppositionsparti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD.

‘NLD betragter forsøget fra den tidligere tjekkiske præsident Havel og biskop Tutu på at få FNs Sikkerhedsråd til at intervenere i Myanmar som en velment, oprigtig og påskønnelsesværdig handling’, hedder det i en erklæring fra partiets hovedkvarter i Rangoon.

Partiet anmoder derfor medlemmerne af Sikkerhedsrådet om at bakke op om rapporten og afstå fra at modarbejde den eller bruge et veto imod den, tilføjer erklæringen i en underforstået opfordring til specielt Kina.

NLD betoner i erklæringen, at de kends-gerninger, der er indeholdt i rapporten, ‘ikke skader noget land eller nogen organisation og at den fokuserer på et forslag til en praktisk løsning med gode intentioner, som vil bidrage til at befri den burmesiske befolkning fra mange lidelser’.