Ingen ændring af EUs politik overfor Burma

Kommission på retræte efter voldsom kritik af rapport, der anbefalede tæt samarbejde med juntastyret.

EU er ikke på vej til at ændre sin hidtidige kurs over for det burmesiske militærdiktatur. Dette budskab blev flere gange understreget af embedsfolk i EU-kommissionen i forbindelse med den særlige konference om bistand til Burma, som blev afholdt 5. april i Bruxelles.

‘Vi har villet undersøge mulighederne for at give bistand til den burmesiske befolkning, men der har ikke været tale om at lægge op til en ændring af den sanktionspolitik, der har været gældende i flere år’ sagde en talskvinde til det tyske nyhedsbureau.

Emnet for mødet i Bruxelles, som havde næsten 100 deltagere, var en kontroversiel rapport, udarbejdet af to akademiske konsulenter, Robert Taylor og Morten Pedersen, som utvetydigt anbefaler et tæt økonomisk samarbejde med den burmesiske junta.

Medlem af Europaparlamentet, Gladys Kinnock, er en af dem, der har taget kraftigt afstand fra rapporten. Hun er oprørt over, hvad hun kalder ‘en lille og urepræsentativ gruppe lobbyister, der modsætter sig sanktioner, og som har fået frit råderum til at fremføre uacceptable forslag om at engagere sig med juntaen’.

Hvad der især har oprørt medlemmer af det burmesiske eksilsamfund i Europa, er at EUs ‘Burmadag’ 5. april var blevet sammensat på en sådan måde, at oppositionelle repræsentanter var blevet udelukket. I sidste øjeblik lykkedes det lederen af EU-Burma Office i Bruxelles, Harn Yawnghwe, at få adgang til mødet. Han siger til BurmaNyt, at ‘mødet fik det udfald, vi kunne ønske os’.

Kritikken

Harn Yawnghwe fremlagde på konferencen en en sønderlemmende kritik af den rapport, som var konferencens hovedemne. I punktform gik kritikken ud på følgende:

Forarbejdet til konferencen er belastet af, at især den ene af rapportens forfattere, Robert Taylor, er kendt som en fortaler for militærstyret. Juntaens avis, The New Light of Myanmar, citerer regelmæssigt Taylor, for at få opbakning til deres synspunkter
Ifølge rapporten, var en af forfatternes opgaver at analysere udfordringerne og mulighederne for national forsoning. Forfatterne mødtes med 72 personer. 21 af dem var burmesere og 5 var kabinetsmedlemmer. Kabinetsmedlemmer har ingen indflydelse på politikken, som formuleres af SPDC (Statsligt Råd for Fred og Udvikling – juntanes formelle navn). Forfatterne mødtes ikke med generalerne i SPDC og heller ikke med repræsentanter for NLD (Aung San Suu Kys parti) , de etniske grupper eller andre fra demokratibevægelsen.
Rapporten har ikke taget udgangspunkt i EU's hidtidige politik over for Burma og skelner ikke mellem USA's og EU's politiske initiativer (sanktioner) over for juntaen.
I sit forsøg på at analysere, hvorledes international bistand kan anvendes mere effektivt, har forfatterne ikke kontaktet de potentielle burmesiske partnere, som allerede leverer humanitær bistand til nødstedte burmesere.
Forfatterne ser sanktionspolitikken og fraværet af bistand som årsagerne til Burmas problemer i stedet for regimets politik.
Rapporten kalder det største oppositionsparti, NLD for irrelevant og antyder, at kun et fortsat militærstyre kan fremme udvikling i Burma. Ligeledes afskrives de etniske mindretalsgrupper, mens rapporten udtrykker optimisme omkring det igangværende forfatningskonvent og dets muligheder for at udarbejde en ny grundlov for Burma.

Eksilregeringens kritik

Tilsvarende har også NCGUB, den burmesiske koalitionsregering i eksil, udsendt kritik fra sit kontor i New York. NCGUB siger i et omfattende

dokument, at rapporten bygger på den fejlslutning, at ‘den burmesiske hær er den eneste stærke og forenede institution i Burma, at den besår af patriotiske militærfolk, som er optaget af at sikre landets stabilitet og at opbygge en moderne og velstående nation’.

NCGUB bemærker rapportens bebrejdelser mod oppositionspartiet NLD for ikke at deltage i det forfatningskonvent, militæret har iscenesat og betoner, at NLD faktisk har vært indstillet på deltagelse, men på den betingelse at partiets ledere blev frigivet fra husarrest og at NLD kunne få tilladelse til at genåbne sine kontorer.

Endelig bemærker eksilregeringen, at der er tegn på et politisk holdningsskifte blandt medlemmerne af ASEAN-landene, efter det har vist sig, at ASEANs

såkaldte ‘konstruktive engagement’ ikke har givet resultater. NCGUB anbefaler, at EU udpeger en særlig udsending til Burma, der kan få til opgave at fremme konfliktløsning i landet. En sådan udsending skal også tage initiativer over for de store aktører i Sydøstasien. Udover ASEAN-sammenslutningen er det især Kina og Indien, det handler om. Endelig understreger NCGUB nødvendigheden af, at FN fortsætter med at opretholde sin ‘moralske autoritet’ og koordinerer de diplomatiske initiativer over for Burma.

‘Vi fik en bekræftelse på, at Kommissionen ikke lægger op til en ændring af sanktionspolitikken, og det er tilfredsstillende’, siger Harn Yawnghwe.

Et halvt hundrede medlemmer af det burmesiske eksilsamfund i Europa, havde forsamlet sig uden for EU-bygningen i Bruxelles og råbte ‘Shame on you’ til den omstridte rapports to forfattere, Robert Taylor og Morten Pedersen.

Efterfølgende kunne lederen af EUs afdeling for Asien og Latinamerika, franskmanden Herve Jouanjean og hans kollega, Pierre Amhilat, fortælle de fremmødte, at EUs politik over for Burma forbliver uændret.

‘Rapporten er et udmærket grundlag for diskussion, men er ikke udtryk for Kommissionens politik’ lød forklaringen.

At Kommissionen ønsker at finansiere programmer, der gavner den jævne befolkning i Burma, er der intet nyt i. Midler til sådanne programmer har længe været på plads, men betingelsen har været, at den burmesiske opposition skulle have indflydelse på midlernes anvendelse, og dette har juntaen ikke villet acceptere.

I oktober i fjor besluttede EUs udenrigsministre at stramme den hidtidige sanktionslinje, men samtidig love at stille større bistand i udsigt. Forudsætningen er, at juntaen skal tage skridt i retning af dialog med oppositionen om overgang til demokratiske tilstande.


Tilbage	Til top

Islands Brygge 32D - 2300 København S - Tlf. +45 35 24 60 00 - E-mail: solidaritet@lo.dk