Burmesere har i tusindvis skrevet breve til Burmas militære leder, general Than Shwe, for at klage over de dårlige forhold i landet, oplyser det franske pressebureau AFP den 29. januar 2007.
Aktionen er organiseret af studenter fra 1988-oprøret.
Det er sjældent, at burmeserne offentligt udtrykker deres utilfredshed, men demokratiaktivisterne fra The 88 Generation Student Group, har delt blyanter ud til befolkningen og bedt dem "åbne deres hjerter" om forholdene i det militærstyrede land.
Mange i demokratigruppen var ledere i det oprør, der forgæves krævede demokratiske reformer i 1988. Flere af dem er i de seneste to år blevet løsladt efter at have aftjent lange fængselsstraffe.
Min Ko Naing, en af gruppens ledere, ville ikke fortælle præcist hvor mange breve, de havde modtaget, men sagde, at det skulle tælles i tusinder. "Mange af brevene handler om de dagligdags, økonomiske problemer, som folk oplever" siger han.
Gruppen havde planlagt, at kampagnen skulle slutte en måned efter Burmas uafhængighedsdag, som er den 4. januar, men da kampagnen er en succes vil de fortsætte. "Vi har fået at vide, at en måned ikke er nok. Det kan være svært for folk at løsne op for deres følelser. "Derfor har vi besluttet at fortsætte kampagnen uden slutdato", siger Min Ko Naing.
Gruppen samler brevene sammen og sender dem til general Than Shwe, og de planlægger at lave et resumé af brevene, som vil blive offentliggjort.