Printvenlig Kontakt

Europaparlamentet: Investorer skal overholde menneskerettighederne

27. juni 2007

Den 21. juni 2007 vedtog Europa Parlamentet en beslutning om Burma, hvor de bl.a. kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Aung San Suu Kyi samt andre politiske fanger og fordømmer SPDC's undertrykkelse af det burmesiske folk.

Europa-Parlamentet opfordrer virksomheder, der investerer i Burma, til at sikre, at deres projekter gennemføres på en måde, der virkelig overholder ægte menneskerettigheder, og at deres erhvervsmæssige aktiviteter bringes til ophør, hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne.

Tekster vedtaget af Parlamentet
Torsdag den 21. juni 2007 – Strasbourg (foreløbig udgave)

Situationen for Daw Aung San Suu Kyi i Burma
(P6_TA-PROV(2007)0290)

Europa-Parlamentets beslutning om Burma:
 
Europa-Parlamentet,
-   der henviser til FN's Sikkerhedsråds første formelle møde om Burma, der afholdtes den 29. september 2006,
-   der henviser til erklæringen fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon af 25. maj 2007, hvori han krævede, at husarresten for Daw Aung San Suu Kyi og andre politiske personligheder ophæves,
-   der henviser til det 12. ASEAN-topmøde, der afholdtes i Filippinerne den 9.-15. januar 2007,
-   der henviser til det 8. ASEM-udenrigsministermøde, der afholdtes i Tyskland den 28.-29. maj 2007,
-   der henviser til den skrivelse af 15. maj 2007 til general Than Shwe, der er underskrevet af 59 tidligere stats- og regeringschefer, hvori det kræves, at Aung San Suu Kyi, verdens eneste fængslede modtager af Nobels Fredspris, øjeblikkeligt løslades,
-   der henviser til sine beslutninger om Burma af 12. maj 2005(1) , 17. november 2005(2) og 14. december 2006(3) ,
-   der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 481/2007 af 27. april 2007 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma(4) ,
-   der henviser til, at det er 17 år siden, at Nationalforbundet for Demokrati (NLD) vandt parlamentsvalget den 27. maj 1990,
-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
 
A.   der henviser til, at NLD's leder, modtager af Nobels Fredspris og af Sakharov-Prisen Daw Aung San Suu Kyi har tilbragt 11 af de seneste 17 år i husarrest,
B.   der henviser til, at Det Nationale Råd for Fred og Udvikling (SPDC) den 25. maj 2007 forlængede den ulovlige husarrest af Daw Aung San Suu Kyi med endnu et år,
C.   der henviser til, at SPDC fortsat udsætter det burmesiske folk for forfærdende menneskerettighedskrænkelser såsom tvangsarbejde, forfølgelse af dissidenter, indkaldelse af børn til militærtjeneste og tvangsflytninger,
D.   der henviser til, at 30 % af den burmesiske befolkning, dvs. ca. 15 mio. mennesker, lever under fattigdomsgrænsen,
E.   der henviser til, at det nationale konvent, der første gang blev indkaldt i 1993 for at udarbejde en forfatning og siden er blevet suspenderet mange gange, vil blive genoptaget den 18. juli 2007 med henblik på et endeligt møde, men mangler legitimitet og troværdighed i international sammenhæng på grund af manglen på demokratisk valgte repræsentanter, heriblandt fra NLD,
F.   der henviser til, at ASEAN har indtaget en mere kritisk holdning til det burmesiske militærregimes overgreb, og kræver, at Burma gør fremskridt på menneskerettighedsområdet og indfører demokrati,
G.   der henviser til, at Rusland og Burma den 15. maj 2007 indgik en aftale om at opføre en atomforskningsreaktor i Burma til trods for det internationale samfunds bekymringer med hensyn til standarder, sikkerhed og dobbelt anvendelse,
 
1.   kræver, at Daw Aung San Suu Kyi løslades øjeblikkeligt, uden at der stilles betingelser;
2.   beklager, at Daw Aung San Suu Kyi i årevis har haft husarrest, herunder i isolation, og at hun siden 2003 kun har fået lov til at forlade sit hjem for at modtage akut lægebehandling og kort mødes med FN's vicegeneralsekretær for politiske anliggender;
3.   fordømmer SPDC's konstante undertrykkelse af den burmesiske befolkning og dets forfølgelse og fængsling af aktivister, der kæmper for demokratiet; gør navnlig opmærksom på sagen om U Win Tin, en 78-årig journalist, der nu har været holdt som politisk fange i næsten to årtier for at have sendt en skrivelse til FN om den dårlige behandling af politiske fanger og de kummerlige forhold, hvorunder de holdes som fanger;
4.   kræver, at U Win Tin og alle SPDC's andre politiske fanger, hvoraf der skønnes at være 1 200, løslades øjeblikkeligt;
5.   beklager, at SPDC trods forholdene i landet, kritikken fra lokal og international side, og de 45 år, hvor det har været ved magten, ikke har formået at gøre væsentlige fremskridt i retning af skabelse af et demokrati;
6.   opfordrer indtrængende til, at det nationale konvent legitimeres gennem inddragelse af NLD og andre politiske partier og grupper, og at det vedtager en køreplan for indførelse af demokratiet, der virkelig afspejler det burmesiske folks ønsker frem for at styrke militærets greb om magten;
7.   glæder sig over formandens udtalelse på det 12. ASEAN-topmøde, hvor ASEAN-lederne opfordrede Burma til at gøre større fremskridt i retning mod national forsoning, krævede, at tilbageholdte personer løslades, og at der indledes en effektiv dialog med alle de berørte parter, og hvor disse ledere blev enige om, at det er nødvendigt at bevare ASEAN's troværdighed som en effektiv regional organisation ved at demonstrere dens kapacitet til at beskæftige sig med vigtige spørgsmål i regionen;
8.   beklager imidlertid, at undersøgelsesrejsen til Burma i 2006 foretaget af den malaysiske udenrigsminister, der havde fået mandat hertil på det 11. ASEAN-topmøde, ikke har resulteret i mere konkrete foranstaltninger over for militærjuntaen i Burma, men nærer tillid til, at dette vil ske i fremtiden;
9.   opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at opretholde deres konstruktive forbindelser med ASEAN-landene og sikre, at forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og ASEAN anvendes til at øge presset på SPDC med henblik på at skabe en civil og demokratisk regering;
10.   beklager, at den burmesiske udenrigsminister Nyan Win fik tilladelse til at deltage i det 8. ASEM-møde for udenrigsministre, der afholdtes sidste år i Tyskland, blot få dage efter at militærjuntaen i Burma havde forlænget Daw Aung San Suu Kyi's ulovlige husarrest med endnu et år; minder om, Nyan Win optræder på listen over burmesere, der af EU er blevet underlagt et indrejseforbud, og opfordrer EU's medlemsstater til at være mere konsekvente i deres gennemførelse af EU's indrejseforbud;
11.   insisterer på, at Det Internationale Atomenenergiagentur underlægger enhver atomforskningsreaktor i Burma omfattende kontrolforanstaltninger for at sikre, at intet civilt atomprogram anvendes til militære formål, og opfordrer det burmesiske styre til at opfylde sine forpligtelser i henhold til traktaten om ikke-spredning af kernevåben;
12.   opfordrer indtrængende Kina og Indien til at anvende deres betydelige økonomiske og politiske indflydelse over for den burmesiske regering til at skabe væsentlige forbedringer i landet og til under alle omstændigheder at standse leverancerne af våben og andre strategiske ressourcer;
13.   opfordrer de virksomheder, der investerer i Burma, til at sikre, at deres projekter gennemføres på en måde, der virkelig overholder ægte menneskerettigheder, og at deres erhvervsmæssige aktiviteter bringes til ophør, hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne; udtrykker skuffelse over, at nogle lande har fundet det passende at øges deres investeringer i Burma, uanset den forfærdende situation i landet med hensyn til menneskerettighederne;
14.   glæder sig over EU's nye målrettede sanktioner, men erkender, at disse ikke har formået at skabe den ønskede indvirkning på dem, der er direkte ansvarlige for det burmesiske folks lidelser; opfordrer Rådet til at sikre, at alle medlemsstater strengt håndhæver de gældende restriktive foranstaltninger;
15.   opfordrer Rådet til at udvide sanktionernes anvendelsesområde samt udvide listen over målpersoner, således at den kommer til at omfatte alle SPDC-ministre, -viceministre, -tilhængere og -ansatte og disses familiemedlemmer samt forretningsmænd og andre fremtrædende enkeltpersoner med tilknytning til regimet;
16.   bemærker, at støtten er begrænset til humanitær bistand og hjælp til de mest trængende i overensstemmelse med Rådets fælles holdning 2006/318/FUSP af 27. april 2006(5) , hvorved de restriktive foranstaltninger over for Burma forlænges; insisterer på, at al bistand til Burma skal leveres via ægte ikke-statslige organisationer og skal nå frem til de mennesker, den er tiltænkt, med mindst mulig inddragelse af SPDC;
17.   foreslår i denne forbindelse, at der gøres den størst mulige indsats for at forbedre forbindelserne og udforme programmer, der fokuserer på det burmesiske civilsamfund, herunder navnlig kvindegrupper og etniske minoriteter;
18.   beklager at Kina og Rusland med støtte fra Sydafrika den 12. januar 2007 nedlagde veto mod FN's Sikkerhedsråds udkast til en resolution om Burma, og opfordrer Sikkerhedsrådet til at gøre en endnu større indsats for at opnå enstemmig støtte til en bindende resolution, hvori det kræves, at politiske fanger, herunder Daw Aung San Suu Kyi, løslades;
19.   glæder sig over udnævnelsen af Ibrahim Gambari som særlig rådgiver for FN's generalsekretær i sager vedrørende Burma, som sker på et kritisk tidspunkt i FN's tilgang til Burma-problematikken, og opfordrer SPDC til fuldt ud at samarbejde med FN og ikke hindre organisationens arbejde;
20.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, ASEAN-landenes regeringer, Nationalforbundet for Demokrati i Burma, Det Nationale Råd for Fred og Udvikling i Burma, Folkerepublikken Kinas regering, Indiens regering, Ruslands regering, generaldirektøren for Det Internationale Atomenenergiagentur og FN's generalsekretær
 
(1) EUT C 92 E af 20.4.2006, s. 410.
(2) EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 473.
(3) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0607
(4) EUT L 111 af 28.4.2007, s. 50
(5) EUT L 116 af 29.4.2006, s. 77
 



  Tilbage Til top  



Foto: Joachim Ladefoged. Fotoet er gengivet med fotografens tilladelse
Suu Kyis tid i husarrest:


Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk