Mørk horisont med enkelte lyspunkter

Kan en politisk leder være optimist og pessimist på samme tid? Sein Win ligner én, der kan. Som premierminister i den demokratiske eksilregering, der kendes blandt tusinder af burmesere under bogstavbetegnelsen NCGUB (Den Nationale Koalitionsregering for den Burmesiske Union), er han gennem adskillige år blevet vænnet til at modtage dårlige nyheder fra hjemlandet. Men han er også en skarpsindig observatør, når udviklingen giver anledning til blot et mindstemål af optimisme på vegne af den plagede burmesiske befolkning.

I Danmark for at deltage i burmesisk forum
Denne solbeskinnede sommerdag i juni 2006 møder vi Sein Win i den imponerende kontorarkitektur, som danner rammen om Landsorganisationens hovedkvarter (LO) på Islands Brygge i København.

Sein Win har besøgt Danmark flere gange tidligere. Anledningen til denne sommers besøg er et møde, som premierministeren kalder et ‘forum’ og som samler omkring 70 repræsentanter for de burmesiske eksilsamfund i flere EU-lande, bl.a. Storbritannien, Tyskland, Holland og de nordiske lande.

FN-mand i Burma
Det eksilburmesiske forum samles kort efter, at Burma atter fandt vej til de internationale mediers overskrifter. Anledningen var, at en af FNs vicegeneralsekretærer, Ibrahim Gambari, fik adgang til Burma. Gambari mødtes med både militærjuntaens topgeneral, Than Shwe og lederen af oppositionen, Aung San Suu Kyi. Den optimisme, der umiddelbart blev vakt ved nyheden om, at FN-chefen kunne mødes med begge parter i konflikten, fik dog et alvorligt skud for boven, da juntaen samtidig besluttede sig for at forlænge Aung San Suu Kyis husarrest med yderligere et år. 

‘Dårlige nyheder’, konstaterer Sein Win, som er slægtning til berømtheden – han er fætter til Suu Kyi. Men så føjer han til, at den lille gode ‘nyhed’ var, at juntalederen angiveligt udtrykte sin accept af, at FN får en mæglerrolle i Burma.  ‘Gambari får tilsyneladende lov til at vende tilbage’, forklarer Sein Win.

Opposition under pres
Premierministeren minder samtidig om, at Suu Kyis nærmeste rådgivere fortsat sidder fængslet, og at der blandt sympatisører og medlemmer er udbredt frustration. Oppositionsbevægelsens største parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er under pres. Samtlige partiets kontorer på nær afdelingen i hovedstaden er lukkede, og lokalt kan NLD-folk ikke afholde møder, uden at der er militærfolk tilstede. Militærets spioner lytter med, overvåger de fremmødte og tager fotos. Der er med andre ord ikke meget at glædes over for dem, som ønsker at holde liv i håbet om en mere demokratisk fremtid for de hårdt prøvede burmesere.

Positiv udvikling i ASEAN-landenes holdning
Anderledes opmuntret er Sein Win, når det gælder udviklingen i holdningerne hos Burmas naboer i det sydøstasiatiske ASEAN-samarbejde. 

‘Naboerne udtaler sig mere kritisk mod styret end tidligere’, konstaterer han. ‘Det er et godt tegn’. Han henviser til, at flere parlamentsmedlemmer i bl.a. Malaysia og Filippinerne mener, at den burmesiske militærjuntas uvilje mod at forhandle med oppositionen og igangsætte demokratiske reformer skal få konsekvenser for Burmas medlemskab af ASEAN (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, som Burma blev medlem af i 1997). 

Sein Win mener, at den kritiske holdning over for styret i Burma er ved at brede sig til regeringerne i Sydøstasien, som ellers har været tilbageholdende med at lægge pres på juntaen, fordi samarbejdet i ASEAN bygger på et princip om ikke-indblanding i medlemslandenes interne anliggender. 

Ønsker sig - som minimum - en udvikling som i Kina og Vietnam
For de eksilburmesere, som lever i Europa og Nordamerika, er der ikke meget at håbe på, så længe det er praktisk umuligt at rejse på besøg hos slægtninge i hjemlandet.
Sein Win kunne ønske sig, at tilstandene i Burma i det mindste ville gå i retning af den udvikling, der er set i f.eks. Vietnam og Kina, hvor regeringerne har et stort samkvem med omverdenen, på trods af, at de to landes politiske systemer ikke grundlæggende har ændret sig i retning af demokrati efter vestlige forbilleder.

Hovedstad og fæstning

Modsat udviklingen i nabolandene ligner regimet i Burma et styre, som er trængt og derfor graver sig ned -  i bogstaveligste forstand ved at have flyttet hovedstaden og dens administrative faciliteter (dvs. de vigtigste ministerier) fra Rangoon til en lokalitet i et landområde i det centrale Burma, som hedder Pyinmama. Her har juntaen opført lokaliteter, der minder om en fæstning, siger Sein Win.

Regeringskomplekserne ligger tæt på tekniske faciliteter, der kan føre til udviklingen af atomkraft, og vi er bekymrede over, at mange officerer er sendt til Rusland, hvor de kan lære at håndtere den moderne teknologi.                

‘Regimet har en stor indtjening fra naturgas, og det er den, som investeres i opbygningen af en ny hovedstad. Det er utvivlsomt strategiske overvejelser, der ligger bag. Sådan er det med militære ledere. De kan eventuelt være bange for en amerikansk invasion. Men det hører med, at Pyinmama under Anden Verdenskrig også blev brugt som hovedkvarter for uafhængighedsbevægelsen og dens ledere, herunder general Aung San’. (Aung San var far til demokratilederen Aung San Suu Kyi, red.) 

Tålmodighed er nødvendigt
Som tusinder af andre burmesere nærer Sein Win håb om, at situationen vil ændre sig for de godt 50 millioner indbyggere i hjemlandet. Men han ved også, at det er nødvendigt at ruste sig med en traditionel dyd, som asiater kender alt for godt: tålmodighed.