Danske folketingspolitikere appellerer til FN's Sikkerhedsråd

Ialt 503 parlamentarikere fra 34 lande kræver, at FN's Sikkerhedsråd skrider til handling over for Burma.

Af de 503 er 18 danske, nemlig Rune Lund, Mogens Lykketoft, Jeppe Kofod, René Skau Björnsson, Mogens Jensen, Poul Andersen, Jens Peter Vernersen, Anne Marie Meldgaard, Karen Johanne Klint, Lene Jensen, Magnus Heunicke, Arne Toft, Morten Bødskov, Hüseyin Arac, Bjørn Meldom Nielsen, Mette Gjerskov, Ole Stavad og Troels Ravn.

Opfordringen til at skrive under på appellen til FN's Sikkerhedsråd blev sendt til samtlige medlemmer af Folketinget.

Herunder kan du se brevet, og du kan finde flere oplysninger (på engelsk) her: http://www.aseanmp.org/

Brevet til FN's sikkerhedsråd

Brevet, som er sendt til FN's Sikkerhedsråd, lyder således (oversat fra engelsk):

Som valgte medlemmer af parlamenter og kongresser i over 30 lande, skriver vi for i al respekt at opfordre Dem til at sætte situationen i Burma på den formelle dagsorden i FN’s Sikkerhedsråd og til at vedtage en bindende resolution, der kræver genoprettelse af demokratiet i Burma. Vi bakker op om FN’s Sikkerhedsråds briefing, som blev holdt i december 2005, om situationen i Burma. Høringen var imidlertid kun et første skridt på vejen, og vi mener, at den stadigt mere ustabile situation i Burma repræsenterer en trussel ikke kun for befolkningen i Burma, men også for den internationale fred og sikkerhed; som et resultat heraf har FN’s Sikkerhedsråd en forpligtelse til at intervenere.

Denne henvendelse er meget presserende, fordi Burma fortsat bevæger sig i en nedadgående spiral mod katastrofen. Som rapporter har klarlagt bliver Burma regeret af en af verdens mest brutale militærjuntaer. Overgrebene som militærregimet begår, omfatter:

1. Tilbageholdelse af verdens eneste fængslede Nobelprismodtager, Aung San Suu Kyi

2. Fængsling og torturering af modstandere, inklusiv mere end 1.100 politiske fanger, heraf 13 parlamentsmedlemmer

3. Systematisk brug af voldtægt

4. Rekruttering af op mod 70.000 børnesoldater – flere end nogen anden hær i verden

5. Mindst 700.000 flygtninge, og tallet er stigende, som har måttet flygte over Burmas grænser til nabolandene

6. Tvangsforflytning af over en halv million mennesker, som prøver at skabe sig et liv som internt fordrevne. De bor i junglen og i bjergene i det østlige Burma.

7. Afbrænding eller på anden måde ødelæggelse af 2.700 landsbyer.

8. Forbud mod bl.a. Læger uden Grænser (Frankrig) og FN’s globale fond mod HIV/AIDS, Malaria og Tuberkuloses arbejde i Burma.

9. Opretholdelse af Burmas status som den største producent af metamfetamin i Sydøstasien, og er dermed skyld i undergang for mange individer og familier over hele regionen.

10. Nye militæroffensiver mod civile etniske karenere, skud mod ubevæbnede civile herunder børn, afbrænding af landsbyer, voldtægter, tortur og lemlæstelse samt endda halshugninger.

I de senere år har FN sendt igangsat mange diplomatiske initiativer over for Burma. To på hinanden følgende udsendinge fra generalsekretæren og andre fire specialrapportører fra FN’s Menneskerettighedskommission har forsøgt at få regimet til at iværksætte reformer. FN’s generalsekretær Kofi Annan har opfordret til overgang til demokrati i Burma i 2006, men indtil videre har regimet ikke reageret.

FN er ikke den eneste organisation, som har lidt nederlag i sine bestræbelser på diplomatiske forbindelser med militærregimet. Den Europæiske Union har sendt ”troika-missioner” for at tale om forandring i Burma, igen til ingen nytte. Burmas nabolande, bl.a. Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Singapore har ikke haft held med bilateralt diplomati og nylige forespørgsler fra Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) er blevet afvist.

Regimet i Burma er tydeligvis uvillige til at svare på fornuftige diplomatiske henvendelser. Ansvaret, for at disse tiltag ikke har båret frugt, ligger udelukkende hos Burmas militærjunta, ikke hos de regeringer, der prøvet at tilvejebringe fredelig forandring. På den anden side må det internationale samfund anerkende, at den nuværende dødvandesituation ikke skal have lov at fortsætte. Nu er det tid til, at FN’s Sikkerhedsråd griber ind. Sikkerhedsrådet har magten til at vedtage en bindende resolution der kræver, at regimet engagerer sig i egentlige forhandlinger og påbegynder overgangen til demokrati i Burma.

Der er mange fortilfælde, der taler for en sikkerhedsrådsresolution om Burma. Sikkerhedsrådet har vedtaget resolutioner om mange lande, bl.a. Haiti, Sierra Leone, Afghanistan, Yemen og Liberia, når et internt sammenbrud var på vej. I mange af disse lande reagerede Sikkerhedsrådet for sent og det resulterede i, at mange uskyldige liv gik tabt. Vi kan ikke tillade at det fortsætter i Burma.

Rapporten ”A Threat to Peace”, som Tjekkiets tidligere præsident, Vaclav Havel, og Sydafrikas ærkebiskop, Desmond Tutu, stod bag, og som var udarbejdet af det respekterede internationale advokatfirma DLA Piper, beskrev i detaljer hvorfor Sikkerhedsrådet skulle handle, og på hvilket juridisk grundlag, det kunne foregå. Havel-Tutu-rapporten foreslår en multilateral tilgang i FN’s Sikkerhedsråd, som ville kræve at Burmas militærregime skulle samarbejde med FN om en overgangsplan. Siden rapporten blev udarbejdet er resolution 1674 blevet enstemmigt vedtaget, hvilket giver yderligere basis for, at Sikkerhedsrådet kan og bør intervenere.

PÅ FN’s Sikkerhedsråds briefing om Burma den 16. december 2005, foreslog FN’s generalsekretær Kofi Annan og hans stedfortræder Ibrahim Gambari den første ”course of action” nogensinde overfor Burma. Vi støtter dette forslag og vi opfordrer indtrængende Sikkerhedsrådet til at vedtage en resolution af den slags, som Hr. Havel og Hr. Tutu foreslår. En sådan resolution skulle:

Kræve, at Burmas regering samarbejder med FN’s generalsekretær om at implementere en plan for national forsoning.

Kræve at FN’s generalsekretær forbliver involveret i forsoningsprocessen og bede ham rapportere tilbage til Sikkerhedsrådet jævnligt.

Indtrængende opfordre Burmas regering til at sikre hurtig, sikker og uhindret adgang til alle dele af landet så FN og internationale humanitære organisationer kan give humanitær hjælp til de mest udsatte grupper af befolkningen, inklusiv de internt fordrevne.

Opfordre til betingelsesløs frigivelse af Aung San Suu Kyi og alle politiske fanger i Burma nu.

Tak for Deres opmærksomhed om denne meget alvorlige sag.

Med venlig hilsen