Modtageren af The John Humphrey Freedom Award er den 34-årige Su Su Nway, som har været indsat i det berygtede Insein fængsel i 7 måneder for "at true og bande ad lokale myndigheder".
Dommen kom umiddelbart efter, at hun havde ført retssag mod de lokale myndigheder - og vundet - i en sag om tvangsarbejde.
I begrundelsen for tildelingen, står der: "Su Su Nways kamp for menneskerettigheder og menneskers værdighed har gjort hende til et symbol på ukuelighed og mod blandt Burmas befolkning". Su Su Nway dedikedere prisen til hele den burmesiske befolkning.
Prisen består af 25.000 canadiske dollar og en foredragsturné i Canada, men Su Su Nway regner ikke med at kunne komme til Canada og modtage prisen selv, eftersom hun ikke regner med, at de burmesiske myndigheder vil lade hende vende tilbage til Burma, hvis hun rejser ud.
Den canadiske frihedspris "The John Humphrey Freedom Award" er opkaldt efter John Peter Humphrey, som var juraprofressor på McGill Universitetet og deltog i forberedelserne af det første udkast til Menneskerettighedserklæringen. Prisen bliver uddelt en gang årligt til en organisation eller person for enestående præstationer i arbejdet for udbredelse af menneskerettigheder og demokratisk udvikling.