Printvenlig Kontakt

FNs sikkerhedsråd må se på Burma

20. september
Tjekkiets tidligere præsident Vaclàv Havel og den sydsfrikanske tidligere ærkebiskop Desmond Tutu opfordrer FNs Sikkerhedsråd til at fremme et politisk skifte i det militært styrede Burma.
 
De to står bag en rapport, der viser hvilken sikkerhedspolitisk risiko Burma udgør og håber at få FNs Sikkerhedsråd til at tage Burma på dagsordnen.
 
Læs rapporten:   Burma - en trussel mod freden (pdf-fil - på engelsk)
Læs   BurmaNyt september 2005 (resumé af rapporten på dansk)

FN-intervention i Burma påkrævet
 
Vaclàv Havel og Desmond Tutu foreslår, at FNs Sikkerhedsråd tager skridt til at fremme et politisk skifte i det militært styrede Burma.
 
Få dage efter at FN har afsluttet et historisk topmøde om globale reformforsøg udsender Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel og Nobelprismodtageren, fhv. ærkebiskop Desmond Tutu en konkret opfordring til at gribe håndfast ind i en af klodens længstvarende konflikter.
 
Situationen i Burma opfylder alle betingelser for et indgreb fra FN’s side, konkluderer Vaclav Havel og Desmond Tutu med baggrund i en 70-siders rapport, udarbejdet af advokatfirmaet Piper Rudnick Gray Cary.
 
I syv andre lande har FNs Sikkerhedsråd tidligere vedtaget resolutioner for at hindre eller reducere virkningerne af interne konflikter, fordi konsekvenserne blev mærkbare også uden for de pågældende landes grænser. Rapporten analyserer de forudsætninger, der tidligere har eksisteret i Sierra Leone, Afghanistan, Yemen, Haiti, Rwanda, Liberia og Cambodia og som har udløst resolutionsvedtagelser i FN’s Sikkerhedsråd. Disse faktorer omfatter bl.a. omstyrtelse af demokratisk valgte regeringer, stridigheder mellem væbnede fraktioner eller etniske grupper, omfattende menneskeretskrænkelser og store flygtningestrømme. I flere tilfælde har blot en eller to af disse faktorer kunne skabe enighed i FN’s Sikkerhedsråd om en resolution. I tilfældet Burma er alle disse faktorer tilstede - uden at situationen i Burma nogensinde har været forelagt Sikkerhedsrådet.
 
Rapporten opregner, at mindst 2.700 landsbyer er blevet ødelagt i Burma over en periode på knapt ti år, at militærjuntaen har hvervet anslået 70.000 børnesoldater, og at flere end 700.000 flygtninge har krydset Burmas grænser.
 
Kapitel 7 i FNs charter giver Sikkerhedsrådet mulighed for at træffe foranstaltninger for at gribe ind over for enhver trussel mod international fred og sikkerhed. Rapporten foreslår, at Sikkerhedsrådet aktiverer denne bestemmelse og kræver, at den burmesiske regering indleder et samarbejde med FN’s generalsekretær Kofi Annan om udarbejdelse af en plan for national forsoning og genindsættelse af en demokratisk valgt regering. Videre opfordres det burmesiske styre til at sikre uhindret adgang til alle dele af Burma for FN’s organisationer og udsendinge med det formål at sikre humanitær assistance til de mest sårbare grupper i befolkningen.
 
Vaclav Havel, fhv. præsident i Tjekket, siger i anledningen af rapportens offentliggørelse 20. september, at det burmesiske militærstyre i 15 år har nægtet at gennemføre de anbefalinger, som FN har vedtaget.
 
‘Situationen i Burma er blevet forværret, og den er i realiteten langt alvorligere end i de lande, hvor FNs Sikkerhedsråd har kunnet enes om at gribe ind’, siger Vaclav Havel.
 
Desmond Tutu, fhv. ærkebiskop i Cape Town, Sydafrika, siger, at de hidtidige forsøg på at løse konflikterne i Burma gennem stilfærdigt diplomati bag lukkede døre er slået fejl. ‘Nu er tiden inde til at Sikkerhedsrådet handler’, siger Desmond Tutu.
 
Den Danske Burma Komités sekretær, Anette Berentzen, forventer, at Danmark med sit nuværende medlemsskab af Sikkerhedsrådet bruger rapportens anbefalinger til at skærpe den internationale opmærksomhed om konflikterne i Burma.
 
‘Dansk og vestlig støtte til Burmas demokratiske eksilbevægelse er gået til at skabe forudsætninger blandt eksilgrupperne for en fredelig, ikke-voldelig overgang til civilt styre i Burma. Dermed foreligger der en unik situation sammenlignet med de tidligere konflikter, hvor Sikkerhedsrådet har kunnet nå til enighed om at intervenere i en borgerkrigslignende tilstand. Ingen af eksilgrupperne mener, at konflikten skal løses gennem en væbnet opstand’, siger Anette Berentzen.
 
Rapporten fra advokatfirmaet Piper Rudnick Gray Cary er tilgængelig på hjemmesiden www.dlapiper.com eller   Burma - en trussel mod freden 
 
Anette Berentzen kan kontaktes på: ab@aif.dk og tlf. i Arbejderbevægelsens Internationale Forum: 33 69 11 50
 
 
 



  Tilbage Til top  





Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk