Tvangsarbejde er langt fra udryddet i Burma

22. april 2003
ILO ser igen på tvangsarbejde i Burma og i den forbindelse har FFI interviewet Maung Maung, som er generalsekretær i FTUB – det burmesiske LO- Læs hvad han har at sige om situationen: (FFI (Frie Faglige Internationale) hedder ICFTU på engelsk og nyhedstjenesten, som har interviewet Maung Maung hedder ICFTU Online)

Oversættelse af interview: 26.marts 2003 Samuel Grumiau fra ICFTU Online interviewede Maung Maung, generalsekretær i burmesisk LO, FTUB:

Har det internationale pres reduceret omfanget af tvangsarbejde?
På en måde ja. Da ILO-eksperterne landede i Mandalay regionen, blev tvangsarbejdet stoppet i den periode besøget fandt sted, men kort tid efter var det genoptaget. Da ILO-kontoret rettede sin opmærksomhed på grænseregionerne, faldt tilfældene i det område, men nu stiger antallet af tilfælde igen. I realiteten er tvangsarbejdet ikke stoppet og FTUB har fået oplysninger om mange tvangsarbejde-ordrer i det sidste uger og vi har video og fotoreportager fra et projekt i Karen-staten.

ILO-repræsentanternes job er ikke let, for hver bevægelse bliver fulgt af militærjuntaens agenter. Derfor er almindelige borgere bange for at tale med ILO-folkene, når de besøger regionen. ILO skulle oprette permanente kontorer i de berørte regioner (områder nær Rangoon, Mandalay og Moulmein). De skulle alle være udstyret med en telefonlinie, som burmeserne kunne ringe til på deres eget sprog og 24 timer i døgnet. Så kunne de angive episoder med tvangsarbejde når muligheden for det var bedst. Indtil videre har ILO kun ét kontor i hovedstaden Rangoon.

Vi har distribueret kontorets kontaktoplysninger via forskellige udenlandske radioprogrammer, som kan høres i Burma, men folk er bange for at gå derhen.

SPDC (State Peace and Development Council – det navn juntaen har givet sig selv) prøver at vise sine gode intentioner ved at hævde at de udsteder ordrer til at standse brugen af tvangsarbejde, men at det nogle gange kniber med at få dem implementeret hos lokale officerer… Da den højprofilerede ILO-delegation rejste til Burma havde SPDC igangsat et informationsprogram for at sikre, at enhver landsby var informeret om ILOs besøg. De lokale indbyggere vidste, at de skulle svare "nej" hvis udlændinge spurgte dem om de kendte til tvangsarbejde. Det er også derfor alle burmesere kender forkortelsen ILO – selvom de måske ikke ved, hvad det står for, så ved de, at hæren er bange for dem.

Der er intet, der forhindrer at regimet gennemfører en lignende informationskampagne, som formidler en ordre om at stoppe brugen af tvangsarbejde, men sandheden er, at de ikke ønsker at gennemføre den ordre. De ønsker kun at give det internationale samfund indtryk af, at de gør noget ved problemet. Der er langt imellem eksempler på officerer, som er blevet straffet for at tvinge nogen til arbejde. Vi hørte om ét eksempel, hvor en officer, som ofte havde benyttet tvangsarbejde, simpelt hen bare blev flyttet til en anden region. Diktaturet anser den udbredte brug af tvangsarbejde og vold mod civile som en måde at terrorisere befolkningen på, så de ikke tør gøre modstand.

ILO-repræsentanten i Burma har udtalt, at militærregimet ikke har nogen troværdig plan til mærkbart at nedbringe omfanget af tvangsarbejde. Hvad vil I gerne have ILO til at gøre?
ILO bør iværksætte underbyggende aktioner. Vi så gerne, at ILO bad de internationale økonomiske organisationer om at opgive støtten til "Programme for the Greater Mekong sub-region". Dette program er finansieret af den asiatiske udviklingsbank (Asian Development Bank) og involverer 6 lande, som Mekong-floden løber gennem – inklusiv Burma. Banken poster ikke penge i regimets kasse, men juntaen får indirekte nytte af programmet gennem øget handel i grænseområdet og gennem de erfaringer projektets eksperter gør sig, f.eks. om den meget kontroversielle opførelse af en hydroelektrisk opdæmning af Salween-floden. Hvis den slags dæmninger blev opført i Thailand, ville folk protestere i gaderne, men det er ikke muligt i Burma, hvor myndighedernes undertrykkelse af enhver protestbevægelse stadig er meget hårdhændet.

Der er en bankkrise under opsejling i Burma og fordi de er næste udgået for lokal valuta har bankerne indført et hævemaksimum på 10 dollar om ugen per person per konto. Køerne udenfor bankerne er lange. Kunne det føre til protester?
Der er jo sket i andre lande, som har haft bankkriser eller økonomiske kriser, f.eks. Indonesien eller Filippinerne. Men forholdene er anderledes i Burma: for det første, hvis folk går på gaden vil hæren sandsynligvis skyde mod mængden. For det andet, de, der sidder på magten, er ikke synderligt berørt af krisen fordi de kan få penge fra andre kilder, særligt narkohandel.

Den private sektor, som stadig er meget lille i Burma, bliver berørt af krisen. For hvis firmaerne ikke kan hæve penge til at betale lønninger, så er de nødt til at fyre personalet og produktiviteten vil falde. Lønningerne skal udbetales sidst på måneden – vi må se hvad der sker. Udenlandske investorer forlader landet nu, for de kæmper også med de uretfærdige regler regimet har indført. Vi ved for eksempel at de skal betale deres skatter i dollar selv om de sælger deres produkter for kyat (burmesisk valuta). Og det er svært for dem at veksle til dollar. Faktisk har tobaksfirmaet Rothmans købt fisk for deres kyat og eksporteret dem til Hong Kong for dollar.

Bankkrisen vanskeliggøres af fødevare-krisen…
De fem oversvømmelser i oktober og november 2002, fulgt af voldsom, uafbrudt regn i fem dage i januar 2003 har forringet høsten mærkbart. Det samme skete i vore nabolande, b.la. Thailand, men der greb regeringen ind og hjalp de berørte mennesker. Det er ikke sket i Burma – tværtimod tvinger militæret stadig bønderne til at sælge en bestemt del af deres høst til meget lave priser (f.eks.12 kurve ris pr. acre rismark (1 acre er 0,4 hektar, som er 4047m2 /red. ) på trods af, at høsten er ødelagt pga. oversvømmelserne! Det er et åndssvagt system, som bygger på den antagelse, at bøndernes høst kan planlægges forud ligesom industriel produktion. Nogle bønder er brutalt blevet tævet af soldaterne fordi de ikke kan sælge den forudbestemte mængde.

Hvad skal de stakkels bønder gøre, når oversvømmelserne har ødelagt høsten? De er skrækslagne, for hvis de ikke kan sælge deres kvota til regeringen, risikerer de at miste retten til deres jord. Det er derfor der er omkring 2 millioner burmesere i Thailand og hver uge kommer hundredvis til. Disse flygtninge ved ikke noget om politik, men er blevet tvunget til at forlade deres land for at slippe for den elendighed, militærregimet er skyld i, og for at slippe for tæsk, fordi de ikke kan levere deres riskvoter.

Hvad er FTUBs vigtigste fokusområde lige nu?
Vi arbejder i Burma på forskellige måder. Medierne er censurerede, men vi benytter forskellige radioprogrammer, som man kan høre i Burma (BBC, Radio Free Asia, Voice of America m.fl.). Vi giver interviews og kommentarer på burmesisk så indbyggerne i én region finder ud af, hvad der foregår i andre dele af landet og forstår at næsten alle mennesker i landet lider under de samme regeringsmetoder, uanset race, religion eller arbejde. Vi indsamler også oplysninger om arbejdernes arbejds- og leveforhold og giver oplysningerne videre til internationale faglige organisationer som f.eks. FFI. I de regioner, hvor det er muligt, laver vi fagforeningskurser og mange fagforeninger er gået i gang hos flere af de etniske grupper, som befolker Burma.

Og det hele foregår "under jorden"? Militærregeringen undertrykker al fagforeningsaktivitet i Burma. Mange aktivister afsoner lange fængselsstraffe bare for at lave fagforeningsarbejde og de bliver ofte fængslet flere hundrede kilometer fra deres familier. Flere medlemmer af min egen familie har mistet deres jobs fordi jeg arbejder for FTUB. Andre sympatisører er på den sorte liste, hvilket betyder at de ikke kan få arbejde og hvis de åbner en butik sørger hærens officerer for at de ikke har nogen kunder. Vores situation er meget svær, men vi har til hensigt at fortsætte kampen.

*** Samuel Grumiau er ansat i FFI, som er en international faglig organisation, der repræsenterer 158 millioner arbejdere i 231 tilknyttede organisationer fra 150 lande og områder. Du kan få yderligere information ved at ringe til FFIs presseafdeling på +32 2 224 0232 eller på FFIs hjemmeside.


Tilbage	Til top

Foto: Joachim Ladefoged. Fotoet er gengivet med fotografens tilladelse

Suu Kyis tid i husarrest:

Islands Brygge 32D - 2300 København S - Tlf. +45 35 24 60 00 - E-mail: solidaritet@lo.dk