Printvenlig Kontakt

Danmark på en kedelig 1. plads i import fra Burma

24. januar 2003
Støttegruppen for Den Danske Burma Komite har udarbejdet en rapport om Danmarks import fra Burma. Trods opfordringer til boykot af samhandel med Burma er Danmarks import steget og vi er nu det land i EU, der importerer mest pr. indbygger. Læs rapporten og se også den beskidte liste over, hvem, der importerer fra Burma. Læs også resten af nyheden, hvor Den Danske Burma Komite reagerer på nyheden om Danmarks rekordimport.

Pressemeddelelse udsendt den 5.1..2002

Nu må vi have ren besked

Det er opsigtsvækkende nyt, man kan læse i det netop udkomne nummer af Tænk og Test. Danmark er det land i Vesteuropa, der trods massive krav om sanktioner slår både EU og Norden i import af varer fra militærdiktaturet Burma, målt pr. indbygger.

Rekorden skyldes først og fremmest importen af tøj fra Burma til Danmark. I Burma har den øgede handel bestemt ikke ført til velstand og demokrati. Tværtimod. Godt hjulpet af indtjening fra samhandel med blandt andet Danmark har den burmesiske hær fortsat den etniske udrensning, anvendelsen af organiseret voldtægt, tvangsforflytninger og udplyndring af lokalbefolkningen.

Lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi har ved flere lejligheder bedt Danmark og andre lande om at boykotte handel med Burma, fordi eksporten ikke gavner befolkningen, men i stedet hjælper hæren med at finansiere deres grusomheder. Alligevel har danske virksomheder øget deres handel med Burma, selv om de ikke efter, at EU i 1996 indførte ”bløde” sanktioner mod Burma, kan være i tvivl om at der er et massivt ønske i den burmesiske demokratibevægelse om at man boykotter al handel med Burma.

Når virksomhederne tilsyneladende ikke selv har den fornødne moral til at afstå fra handel med Burma, kan forbrugerne så bruge deres magt og undlade at købe varer fra firmaer, der handler med Burma.

Det store problem i denne sammenhæng er imidlertid, at danske forbrugere ikke har mulighed for at finde ud af hvilke firmaer, der handler med Burma.

I Norge førte bekymringen over handelen med Burma til, at det norske Finansministerium offentliggjorde navnene på virksomheder, der importerer tøj fra Burma. Den Danske Burma Komité opfordrer kraftigt de danske myndigheder til at gøre det samme.

Det er urimeligt, at danske forbrugere ikke har en chance for at fravælge varer fra virksomheder, der støtter det grusomme militærregime i Rangoon.

Anton Johannsen fra Den Danske Burma Komité udtaler: ”Det vil være en oplagt opgave for de partier i det danske Folketing, der støtter op om den nuværende Burma-politik at sørge for, at de danske forbrugere kan tage stilling til hvilke firmaer de vil købe varer fra”.




  Tilbage Til top  



Foto: Joachim Ladefoged. Fotoet er gengivet med fotografens tilladelse
Suu Kyis tid i husarrest:


Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk