Printvenlig Kontakt

Aung San Suu Kyi løsladt fra husarrest

28. august 2002
Mandag morgen den 6. maj blev Aung San Suu Kyi løsladt fra husarrest. I den anledning har Den danske Burma Komité udsendt denne pressemeddelelse:

BURMA: FRIGIVELSE BØR VÆRE STARTEN PÅ REEL DEMOKRATISERING

”Den Danske Burma Komité hilser meddelelsen om løsladelsen af oppositionslederen Aung San Suu Kyi velkommen. Det er den bedste nyhed vi har fået fra Burma i over 1 ½ år.

Vi ser nu med spænding frem til om løsladelsen fører til reelle forhandlinger”, siger Anton Johannsen, formanden for Den Danske Burma Komité.
 
Fra sit hovedkontor i Washington udtaler den burmesiske eksilregering, at den forventer, at frigivelsen af Aung San Suu Kyi vil være første skridt i en proces, der fører til national forsoning og reelt demokrati.

”Frigivelsen viser forhåbentlig, at militærjuntaen mener det alvorligt, når den siger, at den vil forhandle om et politisk skifte i Burma”, siger eksilregeringen, der formelt hedder den Nationale Koalitionsregering for den Burmesiske Union, NCGUB.

”Som et næste skridt forventer vi, at militærstyret og Aung San Suu Kyis parti begynder åbne forhandlinger med de etniske grupper og politiske partier, som vandt pladser i parlamentet ved valgene i 1990”, siger NCGUB.

”Vi forventer også, at militæret indstiller alle fjendtlige handlinger mod de etniske grupper, herunder anvendelsen af tvangsarbejde. Alle menneskeretskrænkelser må ophøre”, hedder det i eksilregeringens udtalelse. For det store flertal af Burmas vælgere, der i 1990 stemte på Aung San Suu Kyi og hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati, er mandagens frigivelse gode nyheder.

Men der er langt igen, inden verden ved, om frigivelsen er begyndelsen på en reel demokratiseringsproces. Det uafklarede spørgsmål er, om den genvundne frihed for den 56-årige modtager af Nobels Fredspris er begyndelsen til en gradvis normalisering af det politiske liv i et land, hvor borgerkrig, massiv undertrykkelse og etniske udrensninger har været dagens uorden i årtier.

NCGUB opfordrer det internationale samfund til fortsat at overvåge situationen i Burma. De restriktioner mod den burmesiske junta, som i efteråret 2000 pressede den til forhandlinger med Aung San Suu Kyi, bør ikke lempes i utide, hedder det.




  Tilbage Til top  





Vodroffsvej 26    -    1900 Frederiksberg C    -    +45 3329 7000    -    E-mail: burmakomiteen@def.dk