Printvenlig Kontakt

Ulykkeligt 20 års jubilæum for folkelig opstand i Burma

20 år efter den store folkelige opstand i Burma den 8.8.88 – hvor hundredetusinder burmesere demonstrerede med krav om demokrati i Burma – er der fortsat ingen tegn på, at folkets ønske bliver imødekommet.

Tværtimod har militærregimet brutalt slået ned på enhver opposition. Senest i september 2007, hvor store folkelige demonstrationer anført af fredelige buddhistiske munke brutalt blev stoppet af militærregimet.

Selv da den tropiske orkan Nargis i maj 2008 ramte lavlandet i Burma og dræbte over 140.000 mennesker samt gjorde flere millioner burmesere hjemløse var militærregimet ikke villig til at løsne sit jerngreb og lade tilstrækkelig international nødhjælp komme ind i landet.

Derfor er det et ulykkeligt 20 års jubilæum for den folkelige modstand, som burmesere over hele verden markerer den 8. august. Det gør de med budskabet om, at de ikke har glemt kampen, og at de ikke har tænkt sig at opgive kampen for demokrati.  Link til fællesudtalelse.

Kina må gøre noget

Den 8. august er alverdens øjne rettet mod Beijing, ikke fordi det er Kina, som i alle år har holdt hånden over det burmesiske militærregime, men fordi De Olympiske Lege begynder den 8. august.

Kina vil bruge De Olympiske Lege til at markere sig som en ny ansvarlig og statsmandsagtig verdensmagt, men Kina mangler fortsat at omsætte dette til praktisk handling også i sin Burma-politik.

Vil Kina føre en ansvarlig politik over for Burma, som ligger på linje med resten af verdenssamfundet, må Kina:
- straks indføre våbenembargo mod Burma
- kræve at alle politiske fanger, inklusive Aung San Suu Kyi, løslades
- stoppe med at beskytte Burma i FN’s sikkerhedsråd; og
- presse militærregimet til at indlede en dialog med oppositionen i Burma.




  Tilbage Til top  



Foto: Joachim Ladefoged. Fotoet er gengivet med fotografens tilladelse
Suu Kyis tid i husarrest:


Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk