Rejse til en berømthed

Himlen er skiftet fra orangetonet eftermiddagssol til blågråt aftenmørke, da Thai Airways-flyet møder asfalten i Rangoons lufthavn Mingaladon. Ikke nogen stor lufthavn, men for bare et  par årtier siden stod der kun et nedslidt, forvokset skur, omgivet af rismarker og spredt beplantning. Da jeg besøgte Burma første gang I 1983, havde jeg fornemmelsen af at ankomme til et frilandsmuseum. Nu ser vi neon, stål, glas og moderne beton, og der holder moderne Airbus og Boeings på række. Bygningen, der rummer ankomsthallen er overraskende moderne og udtryk for regimets anstrengelser for at modtage et stigende antal dollarspækkede turister. Formaliteterne - den uundgåelige tvangsveksling af dollar til en kunstig høj kurs - overstås uden påfaldende langsommelighed. Vi er inden for i den dragende mystik, i det magiske land. Diktaturet har sagt velkommen.

I sværmen af lokale, der flokkes for at tigge smøger eller tilbyde taxakørsel, hæver en yngre mand et skilt, der identificerer de to danske ‘turister’.’

- Hello Sir, velkommen til Burma. Til Myanmar, føjer han til som var det et ekko af de prangende plakater i ankomsthallen. Myanmar er det umulige navn, som regimet har klistret på den geografi, som i verdens bevidsthed forbliver Kiplings og Orwells Burma.

Vi lempes ind i en rummelig personbil, som er mindst 30-35 år gammel. Den lunter forsigtigt ned mod bycentrum. Den moderate gadebelysning giver indtryk af noget fortidigt, en paradoksal charme fra en fortabt verden, som trænger igennem førstehåndsindtrykket af et jernnæveregime. Som om de ulykkeligt smilende burmesere vil sige: ja, vi beklager dette infame diktatur, men mens I og vi venter på dets afvikling, så tag lige og nyd, at I er kommet til et land, som i det mindste er anderledes!

Denne anderledeshed er følelig. Rangoon, som regimet har omdøbt til Yangon, har klare mindelser om de gamle byer i Øst- og Centraleuropa før Murens fald. Noget museumsagtigt, men pynteligt iklædt eksotisk grønt i talløse nuancer. Et forfald, præget af anspændthed og frygt, måske lidt i stil med den stemning, som de allierede besættelsestropper oplevede, da de i foråret 1945 kørte ind i de gamle kulturbyer i Tyskland, Italien, Østrig og Tjekkoslovakiet. Et forfald i stolthed, og en svunden drøm om storhed. Hvad har f.eks. italienerne og tyskerne ikke tænkt, da de allierede kampvogne rullede ind og varslede nye tider efter nazi-imperiets fald? Måske det samme som burmeserne, når de dollarpakkede turister og kapitalister ruller ind gennem lufthavnens ankomsthal. Vil disse sejrherrer bare kontrollere os, more sig mens de er her, spise og drikke, hvor det er muligt, forsvinde hvorhen de kan med vore døtre og søstre og så vinke farvel, når de har fået, hvad de kom for?

Mange burmesere, høj som lov, ser utvivlsomt på os turister som milde, generøse erobrere. Som repræsentanter for en mere moderne og acceptabel form for kolonialisme. Årtiers forarmelse og fornedrelse har gjort dem syge efter penge og nysgerrige efter viden og indtryk udefra. Bare en lille smag af rigdom, velstand, ja hvem ved, måske en duft af frihed. Tænk, friheden er på besøg, med et syv- eller 14 dages visum, og den betaler gode drikkepenge.

Vi er ankommet til et parialand iklædt glansbilleder fra rejsebureaukataloger, en økonomi ramt af fjerne moralisters sanktioner. Regimet beskrives som et af klodens mest nådesløse militærdiktaturer, men dets brutalitet er ikke umiddelbart synlig i gadebilledet. Buddhastatuer med milde smil overalt, det virker helt naturstridigt med et regime som gamle dages albanske betonstalinisme, hvordan kan det dog eksistere side om side?

Det hjælper at minde sig selv om, at brutalitetens vidnesbyrd findes i overflod i flygtningelejrene langs den thai-burmesiske grænse. Mange af de studenter, der stod i spidsen for revolten i sommeren 1988, tog flugten østpå, og de, der ikke fandt skjulesteder i bjerglandsbyer, sivede over grænsen til Thailand. Her er de blevet mødt med en tvetydig gæstfrihed. De tolereres, men mange thaier ser dem helst hjem igen. De opholder sig i lejre, hvor de er uden formelle rettigheder, men værtslandets relative generøsitet gør, at de ikke sulter. Der er meget få nødlidende i den forstand, vi kender det fra Afrika. Thailand er så frugtbart, at man skal anstrenge sig for at blive et sultoffer.

Burmeserne må have det som i sin tid østeuropæerne, da de første huller blev prikket i jerntæppet. Under den nervøse og anspændte overflade fornemmes nysgerrigheden og gæstfriheden. Også hos vor chauffør og det lokale rejsebureaus kontaktmand, som ledsager os i bilen ind til byens centrum.

Straks vi stiger ud af bilen, genkender jeg hotellet. Kandawgyi. Den gamle hovedbygning er fra briternes tid. Komplekset er blevet udvidet med en fløj, som i hele sin indretning og udstyr kunne være et færdigbygget modul, fløjet direkte ind fra Bangkok eller Singapore. Sirligt kunsthåndværk, silkebeklædte træstole med håndskårede armlæn, bløde tæpper, der svøber sig om gæsternes trætte fødder, blidt klingende musik, der pibler ud af usynlige højttalere i loftet. En dekorativ genkendelighed, der i korte øjeblikke sender budskaber om, at dette ikke er et jernnæveregime, men det syntetiske Fjernøsten, skabt af de drømme, vi som børn fik næret, når vi læste Kipling, nynnede med på Four Jacks-versionen af Mandalay og drømte os ud bag den Grå Moulmein Pagode efter læsning af Hakon Mielches rejseberetninger i Familie Journalen.

Læs videre i bogen 'Hvor de ti bud ikke gælder…'