Fair play for demokratiet i Burma

Der er steder i verden, hvor et besøg vil efterlade sig varige spor og som man altid vil mindes. For mig er Burma et sådan sted. Dette smukke land, der rummer så megen skønhed og menneskelig varme vil for altid have en særlig plads hos mig. Jeg nærer den største beundring for de folk, jeg mødte på mine ture til Burma, og ikke mindst mit møde med demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi er mejslet ind i min hukommelse.

Det er mit håb, at læseren af denne bog vil kunne komme til at fornemme, hvorfor man kan tabe sit hjerte til Burma og til den burmesiske befolkning. Der er næppe tvivl om, at forfatteren Flemming Ytzen har det som jeg.

Min interesse for Burma begyndte, da jeg hørte om den folkelige opstand i august 1988, hvor modige burmesere selv forsøgte at gøre op med et brutalt et-partistyre. Allerede året efter vakte samme udvikling vores beundring for befolkningerne i de tidligere kommunistiske lande i Europa. Desværre lykkedes det ikke for burmeserne som det gjorde for østeuropæerne. Den burmesiske folkelige opstand, der begyndte med havnearbejdernes strejke og studenternes protestmøder på universiteterne, blev begyndelsen til en af de mægtigste folkeopstande i moderne asiatisk historie. Snart marcherede millioner af burmesere i hver eneste by og større landsby over hele landet for demokrati og imod militærdiktaturet.

Etniske modsætninger, som traditionelt har splittet befolkningen siden det britiske kolonistyre ophørte, blev erstattet af national enhed. Tilsammen viste alle, uanset alder, nationalitet og socialgruppe, deres solidaritet med demokratibevægelsen. Ingen var længere bange for myndighedernes repressalier. Men det, der begyndte som en farverig folkefest, endte i en tragedie. Drømmen om demokrati druknede i blod, da militærets maskingeværer mejede tusinder af ubevæbnede demonstranter ned. Hele verden fordømte massakren, og Burmas militærregime blev en international paria.

For ikke at tabe ansigt gav generalerne løfte om frie valg. Men dette løfte førte bare til endnu stærkere fordømmelse, da valgene blev afholdt - og den demokratiske opposition i maj 1990 vandt en jordskredssejr, som den herskende junta blot ignorerede. I stedet for at overlade magten til valgets sejrherrer lod den en stor del af valgte parlamentsmedlemmer arrestere. Lederen af demokratibevægelsen, Aung San Suu Kyi, var allerede sat i husarrest under valgkampen.

Op gennem hele 1990´erne har Suu Kyi – med få års undtagelse – siddet isoleret i husarrest mens generalerne brutalt har fortsat undertrykkelsen af befolkningen, og det har gennem lang tid virket som om det var lykkedes militærregimet at isolere Burma fra resten af verden. 

Der er dog tegn på, at verden endelig er ved at trænge sig på i Burma.

Efter at Sydøstasien i sommeren 1997 blev ramt af en voldsom finansiel og økonomisk krise, er de udenlandske investeringer i Burma svundet kraftigt ind. Det militære bureaukrati, nepotisme og korruption har fået mange investorer til at forlade landet i ren fortvivlelse. Burmas reserver af hård, udenlandsk valuta er i dag på det laveste niveau nogensinde. Byggesektoren i Rangoon, som for blot få år siden var meget driftig, er gået i stå. Hotellerne står tomme og drives med milliontab. Regimets intensive turismekampagne er slået fejl.

Samtidig er det massive internationale pres, som ikke mindst FN´s arbejdsorganisation, ILO, og vestlige økonomiske mastodonter som USA og EU har lagt på landet, endelig ved at give resultater. I hvert fald følte generalerne sig presset af disse omstændigheder til at indlede hemmelige samtaler med Suu Kyi i oktober 2000. Disse samtaler betød, at det lykkedes ’The Lady’ som  hun kaldes af burmeserne først at få forhandlet frigivelsen af 250 politiske fanger, især blandt de folkevalgte parlamentsmedlemmer og endelig lykkedes det hende at få forhandlet sin egen frigivelse og ret til at genoptage sine politiske aktiviteter.

Er vejen til demokratiet nu fastlagt og er det derfor kun et spørgsmål om tid før vi vil se resultatet?

Dertil er svaret desværre nej. Det er for tidligt at lette det internationale pres på Burma og fejre sejren. Den er ikke i hus endnu. Med et udtryk fra fodboldens verden kan man sige, at vi har overstået de indledende runder og er kommet videre til 1/8 finalerne, hvor hver kamp kan slå demokratibevægelsen 'hjem', som i Burmas tilfælde desværre er lig med fængsling og øget forfølgelse.

Det internationale samfund skal fortsat lægge pres på militærregimet, så det fortsætter med at spille – og helst et 'fair play', så der er en chance for, at parterne når frem til den store 'finale' som i dette tilfælde hedder reelle politiske forhandlinger med alle berørte parter i konflikten, herunder også med de etniske grupper, der udgør en betydelig del af Burmas befolkning. Derfor skal der ikke åbnes op for turisme, investeringer eller slækkes på de sanktioner, der er mod Burma, før vi med sikkerhed kan sige, at NU er Burma uigenkaldeligt på vej mod demokrati og en retsstat, hvor de basale menneskerettigheder ikke længere krænkes.

Indtil det sker, vil alle vi Burma komitéer rundt om i verden blive ved med at arbejde for demokratiets sag, fordi vi har tabt vores hjerter til dette gyldne land med alle dets modige indbyggere.

Anton Johannsen,

Formand for Den Danske Burma Komité