Printvenlig Kontakt

Ti år kan være meget kort tid

I Danmark under Anden Verdenskrig var der folk, der samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt, og som var glade for tilværelsen, fordi de både kunne leve godt og skabe sig formuer. Den slags mennesker vil man finde over alt i verden og til alle tider. Mennesker, som kun er interesseret i egen vinding og som synes, at når blot de selv nyder livet, så rækker det. De vil selvfølgelig kun møde folk med samme indstilling som dem selv. Det er ikke sandsynligt, at de færdes blandt mennesker, hvis tilværelse er en daglig kamp, og som er parate til at ofre deres sikkerhed i en kamp for idealer og principper, eller for at andre skal få et bedre liv.

Over alt i verden vil der være mennesker med det, vi kan kalde en kollaboratør-mentalitet. De vil give indtryk af, at alle kan få det, som de selv har det. Men alle er ikke lige som disse mennesker. Nogle er, og det er medvirkende til at holde diktaturer oppe og til at sikre, at nogle diktaturer holder længe. De får opbakning af de rygklappere, der får kortsigtede gevinster ved at støtte magthaverne.

Mit ønske er, at danskerne og andre folkeslag indser, hvor modbydelig den atmosfære af frygt er, som hersker i Burma. Vi har set her, hvorledes regimet forsøger at skabe sig opbakning på to måder. Enten ved at skræmme folk eller ved at forsøge at bestikke dem. De, som er indstillet på at samarbejde, vil blive belønnet derefter. De, som ikke vil, bliver straffet af regimet.

Jeg er ikke tilhænger af forudsigelser. Jeg kan kun sige, at vi er indstillet på at opretholde kampen for demokrati, fordi et flertal af befolkningen for længst har givet udtryk for, at det er deres ønske. Demokrati er også i fremgang i verden i dag, fordi en demokratisk udvikling hænger sammen med skabelse af retfærdighed og en fredelig verdensorden. Men hvornår der vil ske et demokratisk gennembrud i Burma og hvordan det vil ske, vil jeg afstå fra at udtale mig om. I politik er der så mange uforudsigelige faktorer. En enkelt dag i politik kan være uendelig lang, og ti år kan være en meget kort tid.

Aung San Suu Kyi

Modtager af Nobels Fredspris 1991




  Tilbage Til top  





Islands Brygge 32D    -    2300 København S    -    Tlf. +45 35 24 60 00    -    E-mail: solidaritet@lo.dk